Grethe Saaby, viceborgmester og formand for Erhverv, klima og Lokal udvikling i Kommunalbestyrelsen i Lejre Kommune

Grethe Saaby: Levende byer er det, der gør det attraktivt at bo i en af vores mindre byer og det, der gør det muligt at blive.

Liv tiltrækker liv

Vi skal rykke sammen i en tid, hvor butikker og erhvervsliv oplever stigende omkostninger og faldende salg.
Tekst Af Grethe Saabye, Viceborgmester. Fmd., Erhverv, Klima og Lokal udvikling

LEJRE: I Lejre Kommune leves hele livet. Hverdagslivet, fritidslivet og ikke mindst arbejdslivet. Mange forskellige og dygtige virksomheder danner grundlaget for det gode arbejds- og landsbyliv og udgør rygraden i Vores Sted…

Der er butikken, der leverer dagligvarerne og håndværkeren, der reparerer taget. Det er iværksætteren, der tilbyder nyskabende oplevelser og konsulenten, som skaber og formidler viden. Der er landmanden, der dyrker jorden og industrivirksomheden, der laver de gode produkter til salg og eksport. Mangfoldigheden er stor, og det har skabt positiv udvikling…

Ovenstående citater kommer fra Lejre Kommunes erhvervspolitik. Men det er ikke kun politisk prosa. Det er virkeligheden her i vores kommune. Men det er ikke en virkelighed, der kommer af sig selv eller pr. automatik. Bag enhver lille som større virksomhed ligger en idé, en lyst, en kunnen, et behov, en mulighed, en vilje – og en risiko. Især det sidste, tror jeg, enhver, der driver virksomhed, med jævne mellemrum er tvunget til at forholde sig til. Større investeringer, likviditet, de rette medarbejderkompetencer, produktionsomkostninger, kunder, salg, konkurrence – listen er længere, og alligevel har jeg meget sjældent hørt en selvstændig for alvor sige; det her orker jeg ikke! Derimod har jeg ofte mødt virksomheder, der har sagt; hvordan kan vi gøre det her smartere, hvordan får vi skabt luft til at udvikle og forbedre vores virksomheds produkter og services.


I de fleste brancher er man vant til, at det går op og ned. Lige nu går det nedad i flere brancher. Energipriserne er på himmelflugt, og inflationen har ikke været højere, end den er nu, i omtrent 40 år. Årsagerne kommer udefra, de ligger uden for vores kontrol. Så vi skal tilpasse og omstille os. Mange har allerede skruet ned for varmen og sænket deres generelle forbrug. Andre, for hvem det er muligt, efterisolerer og skifter vinduer, udskifter deres gasfyr til varmepumper eller ligefrem knokler på for at etablere lokale energifællesskaber. Det er på alle måder rigtigt og godt at investere sig ikke alene til besparelser men i mere grønne og bæredygtige valg.


Men købekraften er taget ud af rigtig mange af os. Vi køber det nødvendige, men den gamle vinterjakke får lige en sæson mere. Hvis det nødvendige samtidig kan købes hjemme fra sofaen, kan vi vælge at blive der. Det sidste er et tillæg til den konkurrence, vores butikker og lokale erhvervsliv har oplevet i tidligere kriser. Og det er en farlig cocktail ikke mindst for det butiksliv, vi har lokalt. Dertil skal lægges de høje energipriser, som de fysiske butikker heller ikke undgår. Så stigende omkostninger og faldende salg på en og samme gang kan være svært at stå imod, lige meget hvor dedikeret du er til din virksomhed, og hvor meget du udvider fra Black Friday til Black Week. Jeg tror ikke Black Month vil få tilstrækkelig effekt…
Billedet gælder ikke kun Lejre Kommune, det gælder overalt i Danmark. Ifølge Danmarks Statistik har vi ikke set så mange konkurser – som vi har set i 2022 – siden 2012 i efterdønningerne af finanskrisen. På én gade i Fredericia har jeg netop hørt, at fem butikker er lukket. Fem butikker i én gade!


Hos os ville det være fatalt. Levende byer er det, der gør det attraktivt at bo i en af vores mindre byer og det, der gør det muligt at blive. Det, der skaber det gode hverdagsliv. Liv tiltrækker liv.
Man siger, at i krisetider rykker vi sammen. Lad os gøre det! Så står vi endnu stærkere, når krisen er drevet over.

Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig