Borgmester Tina Mandrup: Verden og Lejre Kommune forandrer sig jo hele tiden, men i disse år synes jeg, det går særlig hurtigt. Vi er i fuld gang med at træffe beslutninger, som vores børn og unge skal leve med, når de selv bliver voksne.

Vi indretter morgendagens hus

Borgmester Tina Mandrup – om kunsten at holde balancen mellem sortsyn og fremtidstro  

Tekst af Conny Probst. Foto Klaus W. Rasmussen.

LEJRE: Følelserne slås om at komme til nytårsaften: Jeg er bevidst optimist og glæder mig altid til året, der kommer. Så på den måde er jeg i feststemning: Kom bare an med serpentiner og konfetti!

Men samtidig træder jeg også ind i det nye år med en lille bekymring – for hvad er det for spor, vi har lagt ud? Hvilke nye muligheder har vi skabt, og hvilke har vi måske afskåret os fra i året, der er gået? Og her tænker jeg mere på vores børn og deres kommende børn end på mig selv.

Måske er det fordi, jeg er uddannet skolelærer og har været skoleleder i mange år, at jeg er så optaget af børnene og de unge. Ikke kun dem, jeg er forbundet med via blodets bånd, men alle de børn og unge, som bærer fremtiden på deres skuldre.

Og ja, jeg blev lærer, netop fordi børnene og deres vilkår og fremtidsmuligheder optager mig.

Alle børn har værdi i sig selv
Jeg går ind i mit fjerde år som borgmester, og det er vist ingen hemmelighed, at børn også har fyldt meget i kommunalbestyrelsen i denne periode: Vi har prioriteret benhårdt for flere penge til vores skole, fordi de trængte til et gevaldigt økonomisk løft – ikke mindst for at give alle børn lige muligheder. 

Vi har indviet masser af nye dagtilbud. 
Og senest har vi vedtaget vores nye børne- og ungepolitik, som emmer af ånden fra Vores Sted: Den har fokus på trivsel gennem fællesskaber, og samtidig understreger den, at alle børn og unge skal ses som mennesker med egne ressourcer og behov. “Børn og unge er selvstændige individer med værdi i sig selv”, som der står.

Jeg blev så glad, da jeg læste 15-årige Hannahs anmeldelse af børne- og ungepolitikken i vores lokale dagblad. Hun havde hæftet sig ved, at de voksne stadig har et ansvar for børn og unges trivsel: 

“Hvis du som barn mistrives og bliver mødt med, at det må du bare selv klare, når man har taget mod til at tale med en voksen, så bliver det hele svært og uoverskueligt”, skrev Hannah blandt andet. Og Hannah har ret: Vi voksne må aldrig fraskrive os det meget store ansvar, vi har for børn og unges trivsel – både i nuet og for fremtiden.

Fremtid i høj fart
Verden og Lejre Kommune forandrer sig jo hele tiden, men i disse år synes jeg, det går særlig hurtigt. Vi er i fuld gang med at træffe beslutninger, som vores børn og unge skal leve med, når de selv bliver voksne. 

Det handler ikke mindst om vores natur og klima, som jo er grundlaget for alt liv. Jeg er glad for, at Folketinget har vedtaget en ambitiøs trepartsaftale for “Et Grønt Danmark” – ja, vel nok århundredets største arealomlægning – som skal være med til sikre klima, biodiversitet og livet i vores fjorde. Men er det nok? Og handler vi tilstrækkeligt hurtigt? Det spørgsmål står jeg nok ikke alene med. 

Jeg forstår faktisk godt, hvis børn og unge ser på vores generation med en smule skepsis. Samtidig håber jeg, at de en dag vil se tilbage på 2025 og sige: Tak, fordi I faktisk gjorde noget. Tak fordi I også traf de vanskelige beslutninger. Det hjalp!

Men jeg kan ikke vide det, og vi kan aldrig tage deres forståelse for givet. Det blev jeg på fin vis mindet om den anden dag, da jeg hørte et digt af digteren Kahlil Gibran, der for lidt mere end 100 år siden skrev om børn:

Du kan give dem din kærlighed, men ikke dine tanker, for de har deres egne tanker. Du kan huse deres kroppe, men ikke deres sjæle, for deres sjæle bor i morgendagens hus som du ikke kan besøge, ikke engang i dine drømme.

Nej, dét morgendagens hus har vi ikke adgang til.

Men vi kan gøre vores til, at det bliver beboeligt. Lad det være mit ønske for 2025.

Rigtig godt nytår!