Borgmester Tina Mandrup: der er god grund til at fejre vores skolepatruljer. De påtager sig en krævende og vigtig opgave. De tager en for holdet og det fortjener ros og tak.
Tak for sikkerheden i den sureste uge
Skolepatruljer står vagt året rundt for at sikre deres kammeraters skolevej. Men lige nu er det lidt surt: Det er koldt, mørkt og vådt. Derfor sender Lejre Kommune dem en varm hilsen og chokolade i uge 5.
LEJRE: Rådet for Større Trafiksikkerhed fejrer landet over skolepatruljernes indsats i uge 5 under overskriften “Den Sureste Uge”. Også på Hvalsø og Bramsnæsvig Skole takkes skolepatruljerne for deres arbejde: Trafikafdelingen i Lejre Kommune
kommer med chokolade til skolepatruljerne og de inviteres til det nationale show “Det Sureste Show”, der digitalt samler alle landets skolepatruljeelever til festlige konkurrencer; f.eks. kan man vinde en Hjem-Is-bil med is til hele skolen. Det skal nok gøre
lykke.
En lang og vigtig opgave
Når skolepatruljerne i uge 5 trækker refleksvesten på og stiller sig ud til skolevejen, står de på skuldrene af flere generationer før dem. I år er det nemlig 75 år siden, at ordningen med skolepatruljer i Danmark for første gang
så dagens lys.
“Der er god grund til at fejre vores skolepatruljer. De påtager sig en krævende og vigtig opgave: De møder tidligere end deres kammerater for at hjælpe dem sikkert frem og tilbage fra skole. De tager en for holdet, og det fortjener
ros og tak. Jeg vil også gerne sige tak til de lærere, der påtager sig rollen som skolepatruljeledere – for uden deres indsats var det ikke muligt”, siger borgmester Tina Mandrup, der også har en opfordring til os alle:
“Vi sætter skilte op der, hvor skolepatruljerne står i uge 5. De kan være en påmindelse om, at vi skal hjælpe hinanden – også når det er surt. Og en reminder om at sige tak til skolepatruljerne, når vi ser dem. Og naturligvis: sætte
farten ned og overholde deres anvisninger”.
Danskerne bakker op om skolepatruljen
Når skolepatruljerne stiller sig ud til vejen, kan de regne med danskernes opbakning. Det viser en undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring står bag. Det er nemlig hele 96 procent af danskerne, som er positive overfor
skolepatruljerne og den indsats, de yder.
“Skolepatruljerne fortjener til fulde den massive opbakning, som danskerne udviser. De gør et vigtigt stykke arbejde, som skaber tryghed på skolevejene, og når de lyser op i morgenmørket, så er det ikke kun til glæde for børnene,
men også de voksne, der i bil som på cykel bliver mindet om at tage hensyn til skolevejens yngste og uerfarne trafikanter”, siger Liv Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Om “Den Sureste Uge”
“Den Sureste Uge” er en årligt tilbagevendende kampagne i uge 5 med formålet at anerkende landets skolepatruljer for deres vigtige arbejde. Netop uge 5 har tradition for at være den mørkeste, vådeste og koldeste – og dermed sureste
– tid at stå skolepatrulje, og der skal skolepatruljerne have et ekstra skulderklap som tak for indsatsen.
Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring står bag kampagnen, som inviterer alle kommuner, politikredse og skoler med skolepatruljer til at deltage.