Annelise Petersen målretter undervisningen efter, hvad folk kan klare.

Stolegymnastik og besøgsven

Det er blandt andet frivillige, der skaber liv på plejehjemmene i Lejre Kommune.  

Del denne artikel

Tekst og foto af Lejre Kommune.

LEJRE: Den dag Annelise Pedersen gik på pension, ringede hun til plejehjemmet Ammershøjparken. Og bare tre dage efter var hun i gang som besøgsven. Det har hun nu været i 16 år. 

Undervejs er hun også blevet instruktør i stolegymnastik og hjælper til ved gudstjenester på Ammershøj. 

– Jeg var jo vant til at være afsted hver dag, så jeg var bange for at komme til at kede mig. 

– Og så har jeg altid godt kunnet lide at besøge ældre mennesker. Lige tilbage fra da jeg var lille, hvor jeg elskede at komme på besøg hos nogle ældre mennesker, som mine forældre var venner med.

Stolegymnastik med sved på panden 
Annelise, der i dag er 80 år, er med tiden blevet jævnaldrende med de ældre på Ammershøj, men er fortsat i fuld vigør.  

Hun træner gymnastik en gang om ugen og har gjort det, siden hun var seks år. Hun har gået på det samme hold i 37 år – og er i fuld gang med at træne til det næste landsstævne. 

Stolegymnastikken foregår, naturligvis, på stole, men det kan stadig give sved på panden: 

– Kørestol er ingen hindring. Jeg målretter undervisningen efter, hvad folk kan klare. Men det er meningen, at det skal kunne mærkes bagefter, at vi har været i gang.

– Men så skal der også være tid til saftevand og lidt godt. Og til at hygge. 

– Vi hører gammeldags musik, som vi kan synge med på – det giver sådan en god stemning.” 

Hæs besøgsven 
Ældre på plejehjem kan have pårørende, der bor langt væk – eller slet ingen. 

I de tilfælde er en besøgsven en vigtig del af den sidste del af livet – for alle har jo brug for en ven: 

– Jeg er virkelig glad for at være besøgsven. Jeg synes, det er rart at glæde andre, og jeg ser altid frem til mine besøg på Ammershøj. 

– Som besøgsven kommer man tæt på et andet menneske. Men man skal jo desværre også være beredt på at sige farvel igen, da de jo alle er oppe i årene. 

– Når vi mødes, så snakker vi om hvad som helst – stort og småt, og jeg kan være helt hæs, når jeg går hjem, fortæller Annelise Petersen. 

– Jeg bruger megen tid på at være frivillig. Jeg synes, det er vigtigt, både fordi det gør en selv glad, men også fordi det er vigtigt, at vi frivillige skaber det ekstra liv på plejehjemmene, som personalet ikke kan nå. 

– Jeg bliver ved, så længe jeg kan. 

– For jeg ser frem til den onsdag, hvor jeg skal ud på Ammershøj plejehjem. Jeg kan varmt anbefale det. 

Frivillighed i tal:
• I en undersøgelse udført af FOA svarer deres medlemmer bl.a., at det frivillige arbejde forbedrer borgernes hverdag: 

• Hele 84 procent oplever, at frivilligt arbejde på deres arbejdsplads i høj eller nogen grad forbedrer borgernes hverdag. 

• Og 76 procent svarer, at samarbejdet med de frivillige fungerer godt. 

Frivillig på plejehjem :
• Vil du være frivillig på plejehjem i Lejre Kommune, så se mere på lejre.dk/frivilligplejehjem

• Her kan du f.eks. køre rickshaw-cykel eller arrangere fester, stolegymnastik, dans, banko. Blive besøgsven eller blive en af Skubberne, som går med borgere i rullestol.


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig