Spotudstilling Erik Madsen, LEjre Kommune , Ejby

Billedetekst

Ny spotudstilling går tæt på Erik Madsen

Spotudstillingen ”Madsen og Neandertalerne” på Roskilde Museum fortæller om amatørarkæolog Erik Madsens de-
dikerede slid for at finde tegn på, at der har levet neandertalere, hvor Ejby Klint ligger i dag.søgen efter neandertalere i Ejby Klint

Ejby/Roskilde: Erik Madsen var til daglig politimand, og i sin fritid vandrede han med sin kone, Henny, kysterne langs Isefjorden tynde for at finde oldsager.
Det var på disse ture i midten af 1950’erne, at Madsen neden for Ejby Klint gjorde fund af sten, som han mente måtte være bearbejdet af fortidsmennesker – neandertalerne.
Det ville være de ældste spor efter mennesker i Danmark. Derfor gravede han i klinten, og det lykkedes ham at finde et geologisk lag, som stammer fra samme tid som neandertalerne.
Noget af et lykketræf, da dén slags lag oftest er ødelagt af den sidste istids geologiske forandringer.
Siden har Madsens fund skabt diskussion blandt arkæologer, og Madsen mødte modstand mod sin påstand om at, fundene stammede fra de tidligste mennesker i Danmark.
Enkelte forskere fra Tyskland og England var dengang interesserede i fundene, men de fleste danske forskere har gennem årtierne afvist ideen om, at neandertalere skulle have levet i Danmark.

Nyt blik på gåden

Men i 2019 skete der noget nyt. ROMU fik skænket Madsens oldsagssamling, og museumsinspektør og arkæolog Ole Kastholm fattede interesse for sagen og mente, at museet var nødt til at undersøge det hele nærmere:
Jeg synes, man som forsker skal tage den slags spørgsmål seriøst. Man kan jo ikke bare sige ”det passer ikke”, når man ikke har kigget efter. Det har vi så nu.”
Ole Kastholm kontaktede nemlig stenaldereksperten Lasse Sørensen fra Nationalmuseet, og i et tæt samarbejde satte de i 2020 gang i at undersøge Madsens fund og påstand nærmere.
Tre arkæologer fra ROMU, to arkæologer fra Nationalmuseet og to arkæologistuderende fra Københavns Universitet gravede gennem seks uger i Ejby Klint, og trak derudover på et væld af tværfaglige samarbejdspartnere som geologer, fysikere og biologer.

En hyldest til Madsens mod

At lede efter neandertalernes spor er imidlertid som at lede efter en nål i en høstak, og de, som havde håbet på endegyldige beviser for, at neandertalerne havde levet ved Ejby Klint, måtte blive skuffede.
Ole Kastholm forklarer:
Hvis neandertalerne har eksisteret her, har de i hvert fald ikke eksisteret på en måde, hvor de har efterladt sig spor til os.
Men både Madsens gamle udgravninger og de professionelle arkæologers nyere udgravninger har alligevel stor værdi.
Jeg har stor respekt for det, Madsen udrettede, og jeg synes godt, vi kan hylde ham, selv om han ikke havde helt ret. Og så synes jeg, vi skylder at formidle noget af al den viden, som både Madsens og vores egne undersøgelser har frembragt.
I forbindelse med spotudstillingen holder udgravningsleder Ole Kastholm den 7. december et foredrag om Madsen og Neandertalerne.

Neandertalere

Neandertalerne eksisterede fra for cirka 250.000 år siden til cirka 30.000 år siden.
Der er sikre spor efter deres bopladser i Nordtyskland.
De levede blandt andet i Eem-perioden, som er tiden mellem de to seneste istider.
Eem-perioden begyndte for cirka 130.000 år siden og varede i cirka 15.000 år.
Perioden var i gennemsnit fire grader varmere end i dag.

Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig