De historiske sommervandringer finder sted hver torsdag og søndag i juni og juli med start klokken 11 ved Lejre Museum.
Sæsonåbning på Gl. Kongsgaard
Søndag d. 4. juni vil gården være fyldt med aktiviteter og håndværk. I juni og juli er der historiske vandringer torsdag og søndag.
LEJRE: I år er der særligt fo-kus på gamle håndværk, når Gl. Kongsgård på Orehøjvej 12 åbner.
Gæster kan opleve boder med salg af håndværksvarer og demonstration af blandt andet plantefarvning, pilefletning, hørproduktion, båndvævning og produktion af strådyr.
Gl. Kongsgaard er en fæstegård fra 1700 tallet, der ligger i hjertet af Gl. Lejre. Gårdens frivillige havehold, der hele sommeren holder gården åben med salg af kaffe og kage, vil vise rundt i den gamle gård med de smukke møbler og fortælle om den historiske have, som står med originale planter fra 1800 tallet.
Hele dagen kan man høre lystig spillemandsmusik, og et par gange vil et historisk teaterstykke udspille sig på gårdspladsen.
Historiske vandringer
I juni og juli kan man lære Lejreområdet at kende på historiske sommervandreture. Lejreområdets naturskønne landskab er sprængfyldt med fascinerende historier – og nogle af dem kan man høre, når Lejre Museum i samarbejde med Lejre Museumsforening, Lejre Historiske forening og lokale lodsejere inviterer på gratis historiske vandreture i lejreområdet.
De historiske sommervandringer finder sted hver torsdag og søndag i juni og juli med start klokken 11 ved Lejre Museum.
Alle ture er mellem to og otte kilometer lange og har forskellige temaer.
På Lejre Museums hjemmeside kan man finde en oversigt over, hvilke datoer, turene gås.
Turene er åbne for alle, og kræver ikke forudgående tilmelding.