Læserne vil kunne møde Robert Dumong hver måned i LejreMagasinet

Robert Dumong har igen været på tur rundt i Lejre – se det lille galleri, der viser, hvor Robert lige slog vejen forbi.

Rundt i Lejre med Robert Dumong og hans kamera

Der findes nok ingen, der kommer så meget rundt i Lejre, som Robert Dumong – og heldigvis for os, har han altid sin nysgerrighed og sit kamera med. Alle de små historier fortæller så fint, hvad det er, der definerer Lejre, Vores Sted.
 

Del denne artikel

Tekst og foto af Robert Dumong.

LEJRE: Når man som Robert Dumong har sin daglige gang og virke i Lejre, så ser og møder man ofte ting, som ikke alle ville have stødt på. Derfor har Robert altid sit kamera med når han færdes rundt omkring i Lejre, for så bliver turen dokumenteret i små interessante historier, som deles i både LejreMagasinets fysiske udgave og her på onlinedelen, mitlejre.dk.

1. Bøgens udspring
Tiden hvor bøgen springer ud er i stadig forskydning. Engang sagde man, at det skete 5. maj, og der kom billeder fra en skov i Vejle. Men tingene har ændret sig en del.  8. april kunne man i Ledreborg Skov tæt ved Hule Mølle, se de første udsprungne grene. Hvert år er bøgen kommet tidligt her, men i år var et et enkelt træ midt i bevoksningen, som stod med sine grønne farver. Normalt er det træerne i yderkanten, som springer ud først. (Men måske er det fordi jeg tidligere har overset træet i midten – i begejstring over blade på træerne ud til skovvejen). 

2. Damgaard
Den 2. april kunne Flemming Damgaard Larsen fejre et sjældent jubilæum som medlem af kommunalbestyrelsen i 50 år. Det så langt virke er sjældent set, hvis man lige undtager Joe Biden. Mere end 100 gæster var mødt på i Karleby Forsamlingshus, som i dagens anledning må siges at være tæt pakket.
Der blev skålet, råbt hurra og leve og blandt dagens talere var en meget oplagt borgmester, Tina Mandrup, som kort skitserede de mange foreninger og bestyrelser, som i årenes løb har haft glæde af Flemming. Sammenlagt blev det et virke, som rundede 200 år, og stort set manglede han nu blot at være en del af Andreas Mogensens rumfartsbesætning.

3. Gunhild
I påsken var der udstilling af fem kunstnere med virke rundt på det meste af Sjælland.
Selv holdt Gunhild for med en samling billeder, der viste mennesker i dans og bevægelse, og kvindekroppe, som ind imellem syntes at have hentet inspiration fra frugter i haven. Til udstillingen bidrog to andre billedmagere, en glaspuster og skulptør, som arbejdede primært med fedtsten.
Besøgende blev budt på smagsprøver af gemalen, Jørgen Foghs, vinprodukter, som uden at jeg skal slå mig op som vinkender, har en smag, som virker tiltalende på selv én, der kun undtagelsesvis indtager alkoholiske drikke.

4. Heste ved Sæby
Heste er altid et godt motiv. Og denne gruppe på seks er ingen undtagelse, da de kom skridtende på engen syd for Sæby ved det lokale rensningsanlæg med udsigt til Bognæs på den anden side af fjorden.

5. Hoppeborge
Når man bevæger sig rundt i kommunen, kan man undertiden få det indtryk, at en hoppeborg er en del af standardinventar i mange nye bebyggelser.
Men det er ikke så tit, at man også ser aktivitet omkring samme. Undtaget må vel siges, at være hoppeborgen i Allerslev på hjørnet af Gl.Byvej og Degnestavnen. Her ses ofte nogle friske piger, som laver ekvilibristiske spring på den udspændte gummiflage. Det fortælles, at samme piger er aktive gymnaster i den lokale forening.
For god orden skyld – må det medtages, at visitter til de andre hoppeborge i kommunen normalt sker i formiddagstimerne, og man kan vel ikke forsværge, at aktiviteten er stor senere på dagen.

6. Den hvide tid
Inden løvspring for alvor sætter ind med grønne blade, lyser mange frugttræer op i landskabet med deres hvide blomster, som skal kalde de nys vågne bier og andre insekter til ’honning krukken’, som ligger gemt under de hvide kronblade.
Det er mirabel blommerne, som er dominerende, og hver år undres man over deres mangfoldighed. Ind imellem står slåen, som har en mere beskeden vækst, og er en smule grumset i den hvide farve.

7. Tid at trimme haven
Foråret er gået over i sommermåneder, men trods det faktum, at temperaturen ikke umiddelbart lokker til udendørsaktivitet, er der gang i haveejeren.
Peter, fra Møllehuset i Osager, er på jagt efter sten til sit nye stengærde. I yderkanten af mange marker ligger mange bunker, og søger man længe nok er det muligt, at samle et passende antal. Så de marksten, som bønderne i tidens løb har forbandet, fordi de ødelagde plovskæret, hvis de ikke møjsommeligt blev fjernet, kan nu komme til ny værdighed som stengærde i haven.

8. Klar til ryk ind på Tadre Mølle
Når solen begynder for alvor at få magt, sker der noget i haveelskerne, og det flittige team ved Tadre Mølle, begynder at rydde bedene for uvelkomne vækster.
Ofte siger man, at de kommunale oprindeligt opfandt skovlen, så de havde noget at støtte sig til, når de snakkede, men gartnerne på Tadre er af en særlig støbning, og snart vil haven kunne beskues som et mønsterbrug, og den botaniske afdeling igen fremtræde, som noget helt unikt. 

9. Åløbene renses
Hvert forår er Lars fra Kommunen, ude i landskabet for at oprense de åløb, som måtte være tilgroet i løbet af vinteren.
Han kommer over hele kommunen, men i år ’fangede’ jeg ved Elverdamsåen tæt på Aastrup, hvor åen danner grænse mellem Lejre og Holbæk Kommuner. (Vandløb er i almindelighed det, der markerer grænse mellem kommuner).
Lars kunne melde, at åens tilstand på stedet var tilfredsstillende, men de verserende problemer lå længere oppe af åen ved Tatra Mølle – og ude ved den inderste del af Tempelkrogen. Det sidste sted, havde man efter udretningen af Elverdamsåen kunnet konstatere en tiltagende forurening, men man arbejde på en løsning.  

 

 


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig