Hyllegaarden. Det er ikke så mange år siden, at Frikøbing, lå i yderkanten af Hvalsø, som en nærmest oprørsk bebyggelse, der af mange blev sammenlignet med en moderne og opdateret Thylejr. Dengang var tilkørselsvejene at sammenligne med markveje, og flere beboere klagede til borgmester Carsten Rasmussen over at vejene var svære at befærde i bil. Siden er det nærmest eksploderet med nyt byggeri – og Hyllegården, hvorfra alle grunde er udstykket, er omgivet af nye huse og huse undervejs. På det højeste punkt i landskabet ligger stadigt Hyllegården, hvor man er ved at restaurere den store driftsbygning, jeg gætter på til en slags samlingshus. Det nye stråtag er imponerende og meget smukt, og når bygningen er færdigrenoveret, vil den stå lig en kirke midt i det der må kaldes en ny bydel.
Rundt i Lejre med Robert Dumong – marts
Del denne artikel
Når man som Robert Dumong har sin daglige gang og virke i Lejre, så ser og møder man ofte ting, som ikke alle ville have stødt på. Derfor har Robert altid sit kamera med når han færdes rundt omkring i Lejre, for så bliver turen dokumenteret i små interessante historier, som deles i både LejreMagasinets fysiske udgave og her på onlinedelen, mitlejre.dk.
Tekst og foto af Robert Dumong
Ryegaard. Om- og tilbygningerne på Ryegaard skrider stille og roligt fremad. De gamle stalde har længe været tømt for inventar – og nye vægge og tagkonstruktioner er ved at komme på plads. De nye vægge er opført med sten, der har en vis patina, og som passer godt ind i de gamle konstruktioner.
I denne tid er man ved at klargøre de mange vinduer, som skal sidde i øverste etage. Et spændende arbejde at følge, og som sikkert i sin færdige form, vil fremtræde så smukt, som de andre bygninger på Ryegaard.
Friske damer i Gershøj. Mens den bidende kolde forårsvind fra nordøst giver vandet i Gershøj en sjælden bølgegang og temperaturen ligger et sted mellem 3 og 4 grader, kan man beundre to friske damer, som uden den store tøven stiger med i det kolde vand.
Blot en kort dukkert, som kan iagttages fra den varme førerkabine med beundrende blikke.