Lejre Kommune er i samarbejde med Nationalpark Skjoldungernes Land og Den Danske Naturfond i gang med at skabe mere natur - og det er lige nu med store maskiner. Arbejdet forventes færdigt omkring årsskiftet.

Det kommer til at larme og rode, men der er en mening med galskaben. Det sker for at hjælpe naturen tilbage i skoven.  

Der ruskes op i Lerbjerg Skovs friserede rækker

Lejre Kommune er i samarbejde med Nationalpark Skjoldungernes Land og Den Danske Naturfond i gang med at skabe mere natur – og det er lige nu med store maskiner. Arbejdet forventes færdigt omkring årsskiftet.

LEJRE: I den kommende tid vil motorsav og skovningsmaskiner arbejde i Lerbjerg Skov. Ikke for at sende tømmer på savværket – faktisk lige det modsatte. 

De skal ødelægge træerne og lade dem blive i skoven. Det som på fagsprog kaldes veteranisering. Det sker for at skabe flere levesteder for skovens dyr og planter og dermed mere natur. 

Når man veteraniserer et træ, efterligner man de naturlige hændelser, et træ bliver udsat for i løbet af et langt liv. Det kan være lynnedslag, sygdom, og storm som medvirker til at træet får skader, bliver kroget og i sidste ende ældes hurtigere.

Hvorfor nu det? 
Men hvorfor skabe mere natur i Lerbjerg Skov. Er skoven ikke allerede natur? 

Nej, Lerbjerg Skov er gennem de sidste mange årtier blevet udnyttet ganske intensivt, ligesom størstedelen af alle landets skove. 

Man har drænet arealerne, plantet træer fra andre verdensdele i lange lige rækker, og kort sagt gjort alt man kunne for at optimere skoven til produktion.  

Det vendes alt sammen på hovedet nu. 

Med Den Danske Naturfond´s køb af Lerbjerg Skov blev formålet i stedet at skabe mere natur. Og for at hjælpe naturen på vej, må alle de tiltag, som stammer fra skovdriften fjernes.  

Foruden veteranisering af træer vil Lejre Kommune udføre en række andre tiltag for at fremme naturindholdet. 

Her er allerede genoprettet moser og vandløb og plantet blomstrende buske, som bestøves af bier, sommerfugle og andre insekter. 

Lejre Kommune går også i gang med at lave hulheder i træer, så fuglene og den sjældne Hasselmus har et at bo. 

Nogle steder vil der også blive etableret afgræsning og fældet træer for at give plads til eksempelvis gamle egetræer samtidig med,at de fældede træer bliver liggende i skovbunden og skaber mere dødt ved til gavn for svampe og biller.  

Alle de forskellige tiltag er beskrevet i naturplanen for Lerbjerg Skov. 


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig