Nu har Billedkunstrådet besluttet, hvilke tre værker, der skal i høring hos hallens brugerbestyrelse.
Pilen peger på tre kunstværker
Billedkunstrådet har afsat et beløb til et kunstværk ved Såby Hallen. 23 kunstnere har budt ind på opgaven.
Del denne artikel
Tekst og foto af Conny Probst.
KIRKE SÅBY: På et møde i forsommeren besluttede Billedkunstrådet at opsætte et kunstværk i det offentlige rum ved Såby Hallen. Man har afsat 100.000 kroner; 50.000 kroner i 2024 og 50.000 kroner i 2025.
Det stedspecifikke kunstværk skal udtrykke fællesskab og bevægelse og kunne fungere som lokalt mødested.
Billedkunstrådet har – gennem et såkaldt ”Open Call” – formidlet projektet til lokale kunstnere direkte samt til nationale kunstnere via Billedkunstnernes Forbund.
Der er modtaget 23 værkansøgninger. Ni af værkforslagene ønsker at involvere borgere i den endelige udformning af kunstværket, for at sikre lokal identitet og ejerskab.
Nu har Billedkunstrådet besluttet, hvilke tre værker, der skal i høring hos hallens brugerbestyrelse.
Det drejer sig om værker af Anna Rosa Hiort-Lorenzen, Ida Smith og Heidi Lillevang.
OL ringe
Anna Rosa Hiort-Lorenzens værk, “Fosforescerende OL ringe”, består af fem OL ringe som fletter sig ind i hinanden.
Ringene symboliserer sport og bevægelse. De er robuste og er til at kravle igennem eller klatre på. De lyser i mørket, da de er lavet af 3D printet fosforescerende beton, et materiale som kunstneren selv har udviklet.
Det fosforescerende pigment oplader via solens stråler og afgiver lys i mørket.
Hver ring er cirka 120 cm i diameter og gravet ned i jorden med tilhørende fundamentklodser.
Kæden
Heidi Lillevang kalder sit værk; “Lad os mødes ved Kæden”.
Med hjælp fra de lokale i og omkring Kirke Såby vil hun skabe en murstensskulptur af genanvendte mursten.
Værket er to meter højt og forestiller en kæde af mennesker, der holder i hånd, mens de samtidig rækker en hånd til den næste i kæden. Armenes bølgede former indbyder til en siddeplads, hvor man, mens man venter, bliver en del af kæden.
Før projektets start vil kunstneren række ud til borgerne og opfordre dem til at indlevere gamle mursten, som hun vil inkorporere i værket. De forskellige mursten repræsenterer diversitet, og håbet er, at de personlige mursten vil skabe et større tilhørsforhold til værket.
Gavlmaleri
Ida Schmidt Petersen kalder sit gavlmaleri for “Frivillige Fugle”. Det forestiller svaler, der fodrer hinanden.
Intentionen er at skabe en ramme for ophold og nye møder. Baggrunden af motivet er de runde former fra bænkene ved flagstangen og skulpturens konstruktion. Ovenpå ses et motiv af to svaler der fodrer hinanden, ligesom fællesskaber gør.
Kunstneren vil inddrage alle beboere i Kirke Såby ved, at de kan bidrage til at male med.