På hjørnet af Byvejen og Langetoften i Osted kan man se den store sten, som beskriver en del af udviklingen omkring Osted.

Osteds dåbsattest

Bag Ostedsstens forskellige årstal gemme der sig markante skift i områdets historie.

Tekst og foto af Robert Dumong

OSTED: Osted er en meget gammel by, og at der har boet mennesker her, kan føres helt tilbage til stenalderen.  Indikation på dette er resterne efter den gamle boplads, som man fandt ved Lavringe Å, da man borede efter vand.

Ou, som er den oprindelige forstavelse, kan henvise til indsnævringerne af Lavringe og Tokkerup Å, og stedet indikerer, at der har været en form for landsby siden det femte århundrede.

Kirken, der er den ældste bygning i byen fra midten af det tolvte århundrede, og landsbyen, centreret rundt om gadekæret, bestod i 1500-tallet af 12 gårde.

Ostedstenen
På hjørnet af Byvejen og Langetoften i Osted kan man se den store sten, som beskriver en del af udviklingen omkring Osted.

1243: Jacob Sunesen giver Osted by til Roskilde Domkapital.

På det tidspunkt var al jord og gods lagt ind under kronen eller de lokale herremænd. Hovedparten af jorden på Vestsjælland tilhørte Hvide-slægten, som havde deres hovedsæde i Fjenneslev.

Hvide navnet er et ”kælenavn”, som måske skyldes, at Skjalm, som er en af de første i slægten,  havde en markant lys hårpragt. I dag ville han måske have tilnavnet Blondie.  

Slægten omfatter berømte historiske personer, som brødrene Absalon og Esbern Snarre, og ikke mindst Knud Lavards søn Valdemar, der voksede op som fostersøn, og senere blev kong Valdemar den Store.

Sunesen har slægtens rigtige navn, og i året 1340 forærede Jacob, som var barnebarn af Skjalm Hvide, Osted by til Roskilde Domkapitel, og byen kom under kirkens herredømme. 

At man på den måde forærede hele godser til kirken, var på det tidspunkt et meget almindeligt træk. Formodentligt for derved at få aflad for ukristelige handlinger.

1670: Ryttergods
I forbindelse med Reformationen, hvor den statslige religion blev ændret fra katolicisme til protestantisme, blev de arealer, som kirken rådede over, inddraget som krongods. 

Størstedelen af det inddragne gods blev efterfølgende brugt som betaling til Krones kreditorer. men flere områder, blandt andet på Vestsjælland, forblev i Kronens eje.

Ryttergods var en slags mellemtrin fra en hær, der overvejende bestod af hvervede professionelle lejesoldater til en national hær.

Allerede i 1620 var det blevet besluttet at organisere en dansk landmilits på 4.000 mand, og udskrivningen af soldater skete i de distrikter, som Kronens gods var opdelt i.

Princippet var, at godset blev opdelt i enheder, der hver omfattede en enkelt større eller flere mindre fæstegårde, og hver fik pligt til at stille en fuldt udrustet rytter.

Det var bønderne opgave at yde husly og forplejning foruden staldrum og foder til hesten samt et beløb til mundering: 

”Filthat med en Jernpotte indvendig, gul Læderkøllert, rød Kappe, gule Skindbukser, mægtige Støvler med tilsvarende Sporer, Jernkyras osv., bevæbnet med Pistoler og Pallask”. 

Hvis rytteren ikke ville nøjes med bondens kost, kunne han få visse mængder naturalier i stedet. 

1719: Under Vibygaard
Frem til 1719 var Vibygaard krongods ejet af Frederik den Fjerde, og Osteds bønder var fæstere under kronen. 

I 1719 foretog kongen et mageskifte, idet han byttede Vibygaard mod herregårdene Tryggevælde og Alslevgaard. 

Bønderne status som fæstebønder fortsatte under Vibygaard. 

1793: Byens jord udskiftes
Landbrugsreformerne fra 1700 til 1850 betød en nyfordelingen af landbrugsjorden, og ejendomme flyttede mange steder fra landsbyerne ud på de nye marker.

Udskiftningen hang nøje sammen med ændringen fra fællesdrift til bøndernes ansvar for dyrkningen af deres egen jord.

Udskiftningen tog først og fremmest sigte på at forbedre bondegårdsdriften.

Efter udskiftningen var der få fællesarealer tilbage,  ofte kaldet gadejord. Det kunne være landsbygader og gadekær mv.

Udskiftningen indebar, at bønderne fik nye udfordringer og forhold at tilpasse sig: De forskellige dele af jordlodden kunne have uens bonitet med bakkede partier og fugtige lavninger, og der skulle opføres nye hegn, graves nye grøfter og oprenses vandløb.

For bønderne betød ordningen på længere sigt både driftsmæssige og økonomiske fordele. 

Over tid skete en massiv overgang fra fæste til selveje, og bønderne kunne være sikre på, at driftsforbedringer ville komme deres arvinger til gode og sikre dem selv en tryg alderdom som aftægtsmænd. 

1851: Fri mands eje
Den 5. juni 1849 underskrev Frederik 7. Danmarks første grundlov. 

Grundloven afløste Kongeloven af 1665 og markerede overgangen fra enevælde til konstitutionelt monarki og en mere demokratisk styreform. 

Baggrunden for loven må ses i lyset af de revolutionære, demokratiske og nationalpolitiske strømninger, der prægede det meste af Europa i første del af 1800 tallet. 

I en situation, hvor landets sønner af bondestanden satte liv og lemmer på spil for fædrelandet, kunne/ turde man ikke nægte bondestanden valgret og øget tagen hånd om eget liv. 

Som en konsekvens af dette blev status som fæstebonde afløst af selveje.

Det er i tiden efter indførelsen af demokratisk styreform, at Osted for alvor blomstrer åndeligt. Inspireret af højskolefolkene, Kold og Grundtvig, er det en sand vækkelsesbevægelse, som er så glimrende beskrevet af blandt andet Karl Frandsen.

Osted moderne historie kan man finde godt beskrevet i Erik Kildegaard Rasmussen bøger.