Ved den fornyede behandling af sagen skal der foretages en ny vurdering af, om den samlede støj fra daginstitutionen medfører væsentlige støjulemper i omgivelserne.
Ny vurdering af støj fra institution
Støj fra børneinstitution skal behandles igen. Sagen ikke har været tilstrækkeligt oplyst, mener Miljø og Fødevareklagenævnet.
Del denne artikel
Tekst af Conny Probst.
LYNDBY: Helt tilbage i februar 2022 traf den kommunale administration en afgørelse i en sag om støj fra den kommunale daginstitution Fjordly.
Afgørelsen blev påklaget og behandlet af Miljø og Fødevareklagenævnet, der har hjemvist afgørelsen til fornyet behandling.
Nævnet lagde i deres hjemvisning vægt på, at det i praksis er vanskeligt at regulere støj fra menneskestemmer og børns leg via støjvejledningen. Ligesom det i praksis vil være vanskeligt at udføre retvisende og entydige målinger, fordi lyden hele tiden ændrer sig og afhænger af en lang række forhold, som kun delvist lader sig kontrollere.
Nævnet skriver i deres afgørelse: ”Det må endvidere i nogle tilfælde forventes, at resultatet af en støjmåling vil være af tvivlsom værdi, fordi grundlaget er åbent for fortolkninger. Det er nævnets opfattelse, at det derfor er mere hensigtsmæssigt at foretage en subjektiv vurdering af, om der forekommer væsentlige eller uacceptable støjgener fra legende børn samt en konkret vurdering af, hvilke foranstaltninger, der vil kunne afhjælpe eventuelle støjgener”.
En ny vurdering
Da kommunens afgørelse ikke er baseret på en sådan vurdering, anfører nævnet, at sagen ikke har været tilstrækkeligt oplyst.
Administrationen genoptager derfor sagsbehandlingen af støjsagen.
Ved den fornyede behandling af sagen skal der foretages en ny vurdering af, om den samlede støj fra daginstitutionen medfører væsentlige støjulemper i omgivelserne og i givet fald, om det er muligt at dæmpe støjen ved afhjælpende foranstaltninger, for eksempel afskærmning.