Nationalpark Skjoldungernes Land ligger i Lejre, Roskilde og Frederikssund Kommuner

Ny nationalparkplan sendt i høring

Forslaget indeholder blandt andet et forslag om at øge involveringen af frivillige kræfter, blandt andet når det gælder naturpleje. 

Tekst af Conny Probst. Foto Mikkel Eeg

LEJRE: I december 2023 skal bestyrelsen for Nationalpark Skjoldungernes Land vedtage en ny nationalparkplan. Planen skal lægge linjen for, hvad nationalparken skal arbejde med de næste seks år frem til 2029.

Både forslag til plan og miljørapporten er i høring i 12 uger, og i den periode har alle mulighed for at gøre indsigelser ved at skrive til nationalparkens sekretariat.

Hvad er en nationalparkplan?
Grundlaget for arbejdet i alle danske nationalparker er seksårige nationalparkplaner, som beskriver, hvordan nationalparkfondene vil udvikle parkerne via konkrete handlinger og mål.

Selvom nationalparkplaner gælder for seks år ad gangen, vil mange mål og indsatser række ud over den seksårige periode. 

Den nye plan, som netop er sendt i høring, bygger da også videre på det arbejde, som er gennemført i den foregående planperiode fra 2017-2023.

En periode, hvor man i Nationalpark Skjoldungernes Land blandt andet har gjort sig erfaringer med:

• Naturgenopretning og naturpleje på både private og offentlige arealer.

• Formidling af nationalparkens kulturhistorie og gennemførelse af et kunstprogram.

• Etablering af infrastruktur og faciliteter til bæredygtigt friluftsliv på land og på fjorden.

• Natur- og kulturformidling til børn, unge og voksne.

• Og ikke mindst en lokal forankring af nationalparken gennem borgerinddragende aktiviteter og etablering af et solidt netværk med aktører i hele nationalparken.

Fjord og frivillige får øget fokus
Nationalparkens første nationalparkplan for 2017-2023 er – i lighed med den nye plan – bygget op over de samme fem temaer:

• Natur.

• Kulturhistorie.

• Friluftsliv.

• Formidling, undervisning og forskning.

• Lokalsamfund, erhverv og turisme.

Ud over temaerne er der også en lang række aktiviteter fra første planperiode, som vil fortsætte i den kommende planperiode. 

Herudover lægger nationalparken op til en øget indsats for at forbedre natur- og miljøforholdene i og omkring Roskilde Fjord samt en øget involvering af frivillige kræfter til blandt andet naturpleje.

Alle berørte lodsejere, relevante myndigheder, interesseorganisationer og samarbejdspartnere har fået tilsendt et høringsbrev, og alle andre har – via nationalparkens hjemmeside – mulighed for at læse med og gøre indsigelser frem til den 30. november.

Både forslag til nationalparkplan og miljørapport ligger på nationalparkens hjemmeside.

Fakta:

• Nationalpark Skjoldungernes Land ligger i Lejre, Roskilde og Frederikssund Kommuner.

• Nationalparkens areal er 170 kvadratkilometer

• En tredjedel af aealet er fjord.


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig