ARGO takker på forhånd børn og forældre for, at aflevere sutter på genbrugspladsen og på den måde passe på naturen.
Nu kan du putte sutten direkte i nummer 48
LEJRE KOMMUNE: På genbrugspladsen kan de yngste borgere opleve sortering og store containere. Og der er kommet en ny fraktion: nummer 48.
Her kan man nu aflevere sine udtjente sutter.
Det gør ARGO for at tilbyde børn og forældre et fornuftigt alternativ til sutter på et suttetræ i naturen – for der hører plastik ikke til.
– Du har sikkert oplevet at møde et suttetræ, når du har været på tur i en skov, park eller et andet grønt område. På suttetræet hænger en masse sutter, ofte med bånd og i plastikposer, skriver ARGO på sin hjemmeside.
– Det er umiddelbart en fin gestus, hvor de yngste børn markerer, at de er blevet så store, at de ikke længere har behov for at have deres sutter til at trøste sig med. Men at hænge plastiksutter ude i naturen, hvor sutterne måske falder ned eller river sig løs med vinden og ender andre steder er ikke optimalt.
– ARGO kan, med de yngste borgers hjælp, flytte sutterne ud af naturen og ind på genbrugspladserne, og samtidig bidrage til at de yngste borgere bliver fremtidens superbrugere i sortering.
På de fleste genbrugspladser står den nye beholder – fraktion 48 – til udtjente sutter ved pladsens kemihus.
– Hvis den ikke er til at få øje på, så henvend dig til en af medarbejderne på pladsen, de vil rigtig gerne hjælpe.
ARGO takker på forhånd børn og forældre for, at aflevere sutter på genbrugspladsen og på den måde passe på naturen.