Lokale foreninger, kommuner og selvejende institutioner med et lokalt, fysisk mødested kan søge puljen.
Nu kan der søges i ny pulje
Man kan søge op til en million kroner til lokale mødesteder hos Nordea-fonden.
Del denne artikel
Tekst af Conny Probst.
LEJRE: Hvis man har en idé til at puste nyt liv i det lokale mødested, så udløber fristen til at søge op til en million kroner i støtte fra Nordea-fondens Renoveringspulje den 31. marts 2025.
Puljen på 75 millioner kroner er øremærket til projekter, som gennem renovering, energioptimering, istandsættelse og opgradering af faciliteter skaber positive forandringer i landets lokale mødesteder.
Over hele landet findes der et væld af lokale mødesteder – fra forsamlingshuse til spejderhytter og fra idrætshaller til medborgerhuse.
Men mange mødesteder er blevet nedslidte med årene og trænger til en kærlig hånd.
Nordea-fonden ønsker at give dem nyt liv, så de kan fortsætte med at være moderne, tilgængelige og bæredygtige rammer for fællesskaber og aktiviteter i lokalsamfundet.
Hvem kan søge?
Lokale foreninger, kommuner og selvejende institutioner med et lokalt, fysisk mødested.
For eksempel forsamlingshuse, medborgerhuse, spejderhytter, aktivitetscentre, idrætshaller og lignende lokale mødesteder.
Der kan bådes søges om støtte til udvendig og indvendig renovering af mødestedet for at gøre det mere bæredygtigt.
Og til opgradering af mødestedet med ny indretning og mindre faciliteter, som muliggør, at personer med særlige udfordringer også har adgang til mødestedet.
Der kan søges fra 200.000 kroner til en million kroner inklusive moms pr. projekt.
Med- og egenfinansiering
Alle offentlige ansøgere (kommuner, region og stat) skal lægge egenfinansiering på minimum 50 procent.
Egenfinansieringen kan blandt andet dækkes gennem interne omkostninger, for eksempel lønmidler, som direkte bidrager til projektets realisering. Fondsmoms kan ligeledes indgå som egenfinansiering.
For øvrige ansøgere (foreninger og selvejende institutioner) er med- og egenfinansiering en fordel og vurderes individuelt.
Frivillige timer kan ikke indgå som egenfinansiering.