Nordea-fonden har bevilliget penge til et stort projekt, der skal skabe nye adgange og levende fortællinger ved tre nye besøgssteder i Nationalpark Skjoldungernes Land.

Projektet, “Trædesten til Nationalparken”, som nu kan realiseres, har til formål at etablere tre oplevelsespunkter i nationalparken.  I projektet kaldes hver af disse oplevelsespunkter for en ”trædesten til nationalparken”. 

Ni millioner til nye oplevelser

Nordea-fonden har bevilliget penge til et stort projekt, der skal skabe nye adgange og levende fortællinger ved tre nye besøgssteder i Nationalpark Skjoldungernes Land.

SKJOLDUNGERNES LAND: Nationalpark Skjoldungernes Land strækker sig over et område på 170 kvadratkilometer og rummer et varieret landskab med en mosaik af natur og kultur. 

Fra det åbne fjordlandskab til dybe skove og blomstrende enge. Og fra oldtidens mægtige kongehaller og skibssætninger i Gl. Lejre til middelalderens konge- og bispesæde i Roskilde. 

Den rige variation i naturen og landskabet samt de mange kulturspor, sagn og fortællinger skaber grobund for store oplevelser i nationalparken. 

Og med en flot bevilling på 9,035 millioner kroner fra Nordea-fonden kan nationalparken nu udvikle både tilgængeligheden, oplevelserne og fortællingerne omkring tre udvalgte steder. 

Projektet beløber sig til i alt 18 millioner kroner og er ligeledes finansieret af Roskilde Kommune, Lejre Kommune, Naturstyrelsen og Nationalparken.

Trædesten til Nationalparken
Projektet, som nu kan realiseres, har til formål at etablere tre oplevelsespunkter i nationalparken. 

I projektet kaldes hver af disse oplevelsespunkter for en ”trædesten til nationalparken”. 

Men der er ikke tale om reelle sten, man træder på, men nærmere en række faciliteter og formidlingselementer, som skal hjælpe besøgende ud at opleve nationalparken fra de tre udvalgte steder. 

Hver af de tre trædesten har sin egen unikke fortælling. 

Den første trædesten har fået titlen ”Skovenes trædesten”. Denne trædesten får et midtpunkt i Valborup i Bidstrupskovene, og fortællingen fremhæver naturhistorien fra istid til urskov gennem både udstillinger, faciliteter og oplevelsesspor ud i skoven.

Den anden trædesten hedder ”Børnenes trædesten” og tager udgangspunkt i Boserupgård Naturcenter i Boserup Skov. De faciliteter og oplevelser, der udvikles her, er målrettet børn i børnehaver, skoler og familier, og her skal blandt andet etableres et åbent skovhus med udstilling og offentligt toilet, en stor shelterplads, en udsigtsplatform samt en snittegård.

Den tredje trædesten er ”Sagnenes trædesten”, og denne trædesten har Skjoldungestien i fokus. Trædestenen skal formidle de mange sagn, myter og fortællinger, som knytter sig til området, og trædestenen kombinerer vandrerute, udstilling og oplevelsespunkter. 

Midtpunktet bliver Gartnerhuset ved Sankt Hans Have lige vest for Roskilde, hvor Skjoldungestien krydser, men særligt for denne trædesten er, at den strækker sig herfra langt ud i nationalparken.

Hver trædesten rummer derved unikke udstillinger, faciliteter og aktiviteter relateret til områdets historie og natur. 

Men fælles for trædestenene er, at de skal gøre oplevelserne mere tilgængelige for alle gennem både formidling og fysiske installationer – og tilsammen skal trædestenene appellere til mange. 

Lokale frivillige og skoler
De frivillige får en central rolle i det nye projekt. 

Frivillige skal engageres i både planlægning, design og opførelse af faciliteterne til trædestenene, og de skal være med til at udvikle og formidle historierne bag hvert sted.

Gennem de frivillige fællesskaber og en inddragende proces er det målet, at trædestenene vil få en stor lokal forankring, hvor lokale foreninger, skoler og frivillige fællesskaber kan organisere aktiviteter, understøtte undervisningsforløb og vedligehold af stederne.

– De frivillige er hjertet i dette projekt. Frivillige skal være med hele vejen i projektet, både i forhold til at forme konceptet, opbygge faciliteterne og engagere besøgende gennem formidling og aktiviteter, fortæller projektleder Mikkel Eeg  

-. Vores mål er ikke blot at skabe attraktioner, men at skabe steder, hvor folk føler sig inddraget og investeret, siger han.


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig