Ved en omdannelse af landbrugsarealerne syd for Hvalsø vil der samtidig kunne skabes nye stiforløb.
Naturopretning i Hvalsø Syd
Der er planer om skovarealer på begge sider af RIngstedvej.
Del denne artikel
Tekst af Conny Probst.
HVALSØ: Lejre Kommune ejer i alt 18,8 ha jord syd for Hvalsø By, som tidligere har været bortforpagtet til planteavl.
Arealet er fordelt på to matrikler, der er placeret på hver side af Ringstedvej ved Hvalsø.
Begge arealer er hjemtaget fra forpagtning med henblik på at øge bidraget til at forbedre biodiversiteten i kommunen.
Lejre Kommune er blevet kontaktet af Green Producers Club og Klimaskovfonden, som ønsker at indgå samarbejde med kommunen om at rejse en kultur- og folkeskov på kommunale offentlige arealer.
Green Producers Club er særligt interesserede i at arbejde sammen med Lejre Kommune, da kommunen ejer bynære arealer, som derved har potentiale for både at levere et nyt rekreativt område til borgerne og samtidig levere på klima- og biodiversitetsdagsordenen.
Den grundlæggende tanke er at samtænke klimatilpasning, CO2-reduktioner, biodiversitet, rekreative ruter og grønne korridorer i et samlet, såkaldt multifunktionelt projekt.
Arealerne vil blive et varieret landskab, der indeholder både lysninger, vand og tættere bevoksninger – til gavn for planter, dyr og mennesker. Ikke tætbeplantet skov.
Lokale borgere skal inddrages i udformningen af arealet.
Bynatur og rekreative forbindelser
Ved en omdannelse af landbrugsarealerne syd for Hvalsø vil der samtidig kunne skabes nye stiforløb.
Blandt andet en grøn ring rundt om Hvalsø By, eventuelt ved at realisere ”Elverdamsstien”, som er skitseret i Fingerplan 2017.
Det vil samtidig koble byen bedre sammen med Bidstrup Skovene og vil også være til gavn for det nye børnehus i Hvalsø samt Hvalsø Skole.
For at projektet kan gennemføres i samarbejde med Klimaskovfonden som urørt skov, er der krav til, at det samlede projektområde er på 10 hektar, hvilket arealerne samlet set lever op til.