Eventyrerne er finansieret af nationalparken i samarbejde med Lejre Kommune, Roskilde Kommune og Frederikssund Kommune.
Natureventyr – lige til telefonen
Download app’en ”Natureventyr” og tag børnene med på opdagelse i Skjoldungernes Land.
Del denne artikel
Tekst af Conny Probst.
LEJRE: Flere steder i nationalparken finder man skjulte natureventyr for børn i alderen tre til otte år.
Hvert natureventyr er skrevet unikt til udvalgte områder, og de er frit tilgængelige i appen ”Natureventyr”.
Hvert eventyr er fortalt som en skattejagt, hvor kapitlerne er placeret langs en rute – og handlingen tager udgangspunkt i ting, man kan se, høre og røre ved langs ruten.
Undervejs bliver børnene inddraget i fortællingen gennem spørgsmål og udfordringer.
Leg og læring
Med Natureventyr kombineres de bedste og mest børnevenlige ruter i nationalparken med leg, bevægelse, udfordringer og læring.
Det er gratis at tage ud på Natureventyr i nationalparken.
Eventyrerne er finansieret af nationalparken i samarbejde med Lejre Kommune, Roskilde Kommune og Frederikssund Kommune.
Natureventyr i Lejre
Storskoven: Yrsa i den gyldne skov foregår ved Storskoven ved Hvalsø. Her omhandler eventyret Frode Fredegod – en skjoldunge, som var lidt for glad for guld.
Herslev Strand: Rolfs kæmper og den gyldne armring starter fra græsplænen ved Herslev Strand, og leder familien på tur ud langs fjorden i selskab med skjoldunge-kongen Rolf Krake.
Tadre Mølle: Møllemarie og vandet som stod helt stille er et magisk eventyr, som tager udgangspunkt i den smukke vandmølle, hvor pigen Møllemarie skal have hjælp til at opklare et mysterium.
Gl. Lejre: Odin og Skjoldungen udspiller sig i Gl. Lejre, hvor ruten går fra Lejre Museum. Eventyret handler om Danmarks første kongeslægt.