Jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke får små landsbysamfund, der lukker sig om sig selv, siger Sine Jung Gormsen.

Man går glip af noget, hvis ens veje ikke krydses

Sine Jung Gormsen drømmer om, at alle borgere er med i fællesskabet. Enten som frivillige eller som deltagere. Hun har stor respekt for dem, der frivilligt gør noget for andre.
 

Del denne artikel

Tekst af Conny Probst. Foto Klaus W. Rasmussen.

LEJRE: – Jeg hilser det velkomment, når jeg oplever borgere i Lejre,  der har overskud til at gøre noget for andre på frivillig basis. Alle har noget at give, så vi skal sørge for, at der er så få regler og så lidt bureaukrati som muligt. 

– Det skal ikke være for besværligt, men sjovt og berigende af være frivillig i Lejre Kommune, siger Sine Jung Gormsen, der føler sig inspireret af at være sammen med andre.

– Det giver mig livsglæde og gør mig klogere på andres perspektiver og udfordringer, siger hun.

Det var drømmen om at komme tættere på naturen og muligheden for at blive en del af fællesskabet i Lejre, der i 2005 fik familien til at rykke teltpælene op og flytte fra lejligheden på Nørrebro til Landsvejshøjen i Højby. 

Dengang var der et barn i familien og en ny på vej. I dag har Sine Jung Gormsen og hendes mand Thomas tre børn på hhv. 21, 18 og ni år.

– Vi faldt for egnens charme – og så var det tæt på både daginstitutioner og tog. Vi er begge to glade for at bruge naturen til sportsoplevelser og elsker at være tæt på naturen. Og så drømte vi om at få en have og gøre noget for børnene, der var trygt. 

– Ordet ”stisystem” kom ind i min bevidsthed . At det er trygt at færdes, og man føler sig velkommen og hjemme i sit lokalmiljø ved at gå sig en tur på stierne i ens by Det var en stor lykke at flytte herud. En gave, siger Sine Jung Gormsen.

– Når toget rullede ind på Lejre Station, hvor der voksede stokroser, så føltes det, som om folk så mere afslappede ud. Vi følte os hjemme fra dag et.

Frivillighed
Tidligere har Sine Jung Gormsen løbet maraton, men de distancer drømmer hun ikke om at komme op på igen. Mindre kan også gøre det.

– Jeg har arbejdet frivilligt i lokalområdet, siden vi flyttede hertil. Som en del af bestyrelsen i Toke-Lejre-Spejderne stod jeg gennem en årrække for det årlige loppemarked, hvor henved 100 frivillige sikrede indtægter til spejderlivet. 

– Min søn var spejder. Jeg er ikke selv den oplagte spejderpige, men jeg har et organisationstalent. Og så er jeg god til at bage pølsehorn og pizzasnegle.

– Jeg lærte rigtig meget af det; det er nogle af de netværk, jeg trækker på i dag. 

Sine Jung Gormsen har været næstformand og efterfølgende formand for Allerslev Gymnastikforening. Og hendes eget, ugentlige motionshold for voksne har efterhånden eksisteret i 15 år. 

– Jeg tænkte, at hvis jeg kunne give det videre, jeg selv havde så stor glæde af i København, så var min mission opfyldt, fortæller Sine Jung Gormsen, der oprettede holdet og efterfølgende uddannede sig til fitnessinstruktør i DGI i sin fritid.  

– Når jeg sidder i toget, så kigger jeg efter nye øvelser på YouTube og finder ny musik. Det giver mig en stor glæde at være instruktør på et motionshold, der hvert år har omkring 30 tilmeldte.

– Hvis man har overskuddet, så synes jeg, man skal give noget af det tilbage, som man selv har haft glæde ved.

– Jeg bliver selv utrolig glad, når nogen stiller sig til rådighed for lokalsamfundet og glæder andre. Eksempelvis Lejre Høstfestival, Kulturnatten i Hvalsø og spise-arrangementerne i Domus Felix, der er drevet af frivillige mennesker, der kommer tidligt hjem fra arbejde for at stå og hakke og stege. 

– Det er også en gylden mulighed for at tage imod tilflyttere. Jeg håber, at flere af de nytilkomne har lyst til selv at være med i fremtiden, selvom de har egne spisefællesskaber, siger Sine Jung Gormsen.

Fremtidsdrømme for Lejre
Sine Jung Gormsen drømmer om, at der bliver taget et fælles ansvar for at sikre det særkende, Lejre har.

– Vi har nogle unikke naturområder. De steder, hvor der er er vand, skal vi sikre, at vi har fokus på det liv, der er. Det er ikke de steder, jeg ser en udvidelse af de typer erhverv, der er i Lejre.

– Vi skal hjælpe naturen på vej og fremtidssikre. Og de unikke og ”hemmelige” steder skal være tilgængelige for borgerne. 

– Byplanmæssigt kunne man lave nogle stier, hvor man kan cykle, gå og løbe. Der er en herlighedsværdi i at binde noget sammen.

– Jeg drømmer om, at vi får folk med på en bølge med hensyn til den grønne omstilling. Det være sig indsamling af skrald, projekter der forbedrer forholdene for fiskebestanden, frivillige laug der hjælper til med naturpleje osv.

– Jeg håber, at vi lykkes med at få engageret børn og unge i en fælles indsats for at sikre biodiversitet, tænke innovativt om naturpleje og måske også det med at hjælpe landbruget med omlægning til økologi. 

– Det kunne være spændende at få skabt en samtale om, hvad Lejre skal leve af i fremtiden  – både bogstaveligt og i overført betydning. 

Bedre udnyttelse af bygningsmassen
– Jeg drømmer også om, at vi bliver dygtigere til og finder en værdi i bruge de skønne steder, der allerede er bygget, til fællesskabet: Skoler og daginstitutioner , aktivitetscentre, menighedshuse osv.

– Jeg arbejder til dagligt i Københavns Kommune med at skabe en effektiv udnyttelse af de mange bygninger og arealer, som i dag kunne bruges mere optimalt eller måske skæres fra. Det kan for eksempel ske ved at gøre brug af kvadratmeterne i flere timer af døgnet, så det i fremtiden er muligt at åbne børnehaver, skoler og andre kommunale arealer for borgerne efter lukketid. 

– Det er en både bæredygtig og multifunktionel udnyttelse af de huse, vi allerede betaler husleje og drift til.

– Og gevinsten er både kroner og ører og en borgeroplevelse af, at kommunen er åben, tilgængelig og til for os. 

Bind landsbyerne sammen
– Hvis vi skal have folk til at deltage i fællesskaberne, så skal vi også gøre dem mere tilgængelige. 

– Stier er med til at styrke fællesskabet. Det gør det nemmere, når man kan komme dertil på en sikker vej, og det er en mulighed for at binde landsbyerne mere sammen.

– Jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke får små landsbysamfund, der lukker sig om sig selv, siger Sine Jung Gormsen.

– Vi skal samles på kryds og tværs. Man går glip af noget, hvis ens veje ikke krydses. 

– Jeg kan da godt selv være bange for, at der er noget, jeg misser. 

 

 


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig