På Lejre Museums hjemmeside kan man snarest finde en oversigt over datoer for alle vandreturene. Foto: ROMU.
Lejre Museum inviterer til gratis sommervandringer
I samarbejde med Lejre Museumsforening, Lejre Historiske Forening og lokale lodsejere inviterer Lejre Museum til gratis historiske vandreture hen over sommeren i det smukke Lejreområde.
Del denne artikel
LEJRE: Sommervandringerne finder sted hver torsdag og søndag i juni, juli og august med start klokken 11 ved Lejre Museum.
Frivillige og lokale turguider tager deltagerne med på tur forbi fortidsminder, gamle møller, landsbyer og majestætiske alléer, alt imens de deler ud af deres viden om områdets historie.
De historiske vandringer er en unik mulighed for at lære Lejreområdet bedre at kende, fortæller museumsinspektør Maja Kvamm.
Her kan man blive klogere på alle de sjove historier, landskabet gemmer på, samtidig med at man kommer ud i naturen i godt selskab.
Alle ture er mellem to og ni km lange og har forskellige kulturhistoriske temaer.
Man kan for eksempel følge ”I vikingernes fodspor” gennem Lejre Ådal eller tage med på ”Rundt om Knapsø”, hvor ruten blandt andet går gennem den smukke Herthadal.
Der er noget for enhver smag, og museet tør næsten garantere, at man kommer klogere hjem.
Som noget nyt på programmet er der i år to vandreture, der starter med en kort bustur fra Gl. Lejre til henholdsvis Gevninge og Osted.
På Lejre Museums hjemmeside kan man snarest finde en oversigt over datoer for alle vandreturene.
Turene er åbne for alle og kræver ikke forudgående tilmelding. Efter hver tur er der mulighed for at nyde en velfortjent kop kaffe og hjemmebagt kage på Gl. Kongsgaard, i hjertet af Gl. Lejre.
Bemærk: Vandreture med indledende bustur har andre mødetider, som fremgår af programmet.