På markedspladsen bag Felix finder man altid et stort udbud af økologisk grønt fra lokale avlere, boder og meget mere.
Lejre Høstfestival er for både store og små
Annonce: Festivalen byder på høstmarked, musik, mad, folkemøde, workshops og værksteder for børn. Årets foredrag er lagt i hænderne på Nadia Kløvedal Reich, der giver sit bud på de udfordringer og muligheder, tidens fællesskaber står over for. Du finder et link til det fulde program nederst i artiklen.
Del denne artikel
Tekst af Conny Probst. Foto Agnete Schlichtkrull.
LEJRE: – Børnekulturklimafestivalen på Lejre Biblioteks børneområde plejer at trækker mange børn til, fortæller Kirsten Løffler Reich, næstformand i bestyrelsen for Lejre Høstfestival.
– De fleste børn skal bare lige se, hvad det er – og så ender de med at blive der hele dagen.
I år kan børnene glæde sig til et lerværksted med keramiker Christian Glahn, et upcycling værksted hvor børnelitteraturformidler Hanne Hvas hjælper børnene med at dekorere gamle møbler med udklip fra børnebøger, et kreaværksted, hvor der skal skabes magiske væsener ud af genbrug og til at overvære to fortælleforestillinger.
De fire festivalben
Lejre Høstfestival – der har været en årligt tilbagevendende begivenhed i kulturhus Domus Felix siden 2009 – organiseres og arrangeres af frivillige fra lokalområdet, der er organiseret i Foreningen Lejre Høstfestival.
– Vi vil fire ting med festivalen: Skabe opmærksomhed om de dygtige økologiske producenter og gode kunsthåndværkere i området. Give Lejres borgere, store som små, nogle storslåede oplevelser med musik og teater. Skabe fællesskab og sammenhold i vores lille samfund. Og sørge for, at adgang til marked og underholdning er gratis, siger Kirsten Løffler Reich.
– De økonomiske udgifter til leje af lokale, renovation, annoncer, underholdning m.v. dækkes ved en kombination af fondsmidler, indtægter fra stadeleje, salg af kaffe og kage samt sponsorering fra lokale erhvervsdrivende.
– Vi oplever, at festivalen er vokset fra år til år. Det er vores skøn, at besøgstallet i 2023 lå omkring 4.500 gæster fordelt hen over dagen.
Det gode liv i Lejre
Lejre Høstfestival er tænkt og tilrettelagt som et aktivt og levende udstillingsvindue, der giver publikum mulighed for at opleve noget af alt det, som Lejre og omegn kan byde på.
– Det handler om at styrke det gode liv på landet med fællesskaber, frirum til initiativ, natur, bæredygtighed og det gode børneliv, siger Kirsten Løffler Reich.
– Fra foreningens side lægger vi særlig vægt på at skabe en underholdende og engagerende dag for både børn og voksne. En dag, der styrker og synliggør lokale fællesskaber og kulturliv og er baseret på økologi og bæredygtighed, der er vores værdimæssige udgangspunkt.
Hvert år byder festivalen således på forskellige musikalske indslag, et stort børneaktivitetsområde og en markedsplads med kunsthåndværk, økologisk frugt og grønt, planter og delikatesser fra lokale producenter og kunstnere (fra Lejre Kommune og omegn), hvor man også kan møde Lejre Kommunes frivillige foreninger.
Et af de andre faste indslag er det lokalpolitiske folkemøde, hvor repræsentanter fra alle partier i kommunalbestyrelsen stiller op til paneldebat. I år skal politikerne fortælle om et af de eksisterende klimatiltag i Lejre Kommune, som de mener er særligt interessant og nødvendigt.
Kløvedal Reich om fællesskabets kraft
I år har bestyrelsen bedt Nadia Kløvedal Reich om at holde foredrag for de voksne.
– Lejre Kommune er jo på sin vis lidt speciel, når det gælder fællesskaber. Vi er den kommune i landet, der har flest nye bofællesskaber. Traditionen med bofællesskaber begyndte allerede i 1960’erne, hvor særligt Lejre og Hvalsø blev steder, hvor kollektiverne rykkede ind, fortæller Kirsten Løffler Reich.
– Der skyder så mange bofællesskaber og frivillige fællesskaber op. Jeg synes, at tiden kalder på nogle fælles løsninger.
– Derfor har vi bedt Nadia Kløvedal Reich om at komme og holde foredrag om ”Fællesskabets kraft”.
Samhørigheden er blevet reduceret til fordel for individet, mener Nadia Kløvedal Reich, der i en kronik i Politiken har sammenlignet de værdier, hun er vokset op med, med nutidens fællesskaber.
Her skriver hun blandt andet: ” Hvor den bedste version af de gamle fællesskaber var båret af et ansvar for fællesskabet, hvor éns bidrag ikke først og fremmest kom én selv til gode, er engagementet i dag båret af behovet for at få noget ud af fællesskabet, der øger vores forståelse af at være unikke mennesker”.
Nadia Kløvedal Reich er datter af forfatter og samfundsdebattør Ebbe Kløvedal Reich og billedkunstner Alice Møller Kristensen.
I oktober 2023 debuterede hun med erindringsbogen ”Det bedste man kan sige”. Bogen handler om hendes opvækst i kollektivet Maos Lyst og om de værdier, hun voksede op med. Om Christiania, om anderledes boligformer og familiestrukturer og om en tid, hvor man forsøgte sig med nye fællesskaber.
Foredraget med Nadia Kløvedal Reich kan høres klokken 15.15.
Overrækkelse af Grøn Pris
Lejre Kommune har valgt at offentliggøre ”Grøn Pris”-modtageren på høstfestivalen.
Prisen gives til en ildsjæl, der bidrager til at fremme den grønne udvikling i Lejre Kommune.
Den overrækkes af Bjørn Lykke Sørensen (K), formand for Udvalg for Trafik, Miljø og Byggeri, når det lokalpolitiske folkemøde i salen er slut. Du kan se festivalens fulde program lige HER.