Deltagerne synger under devisen ”Hvert fugl synger med sit næb”, og der bliver ikke set skævt til en, hvis man ikke lige kan finde tonen.
Humøret stiger, når vi synger sammen
To gange om måneden mødes en række m/k’ere i aktivitetscenter Nødager for i fællesskab at synge stemningen i vejret.
Tekst og foto af Conny Probst
GEVNINGE: Igennem de sidste 12 år har man med jævne mellemrum kunnet høre musik, skønsang og latter, hvis man har passeret centret på Nødager 30.
Det skyldes omkring 20 damer og herrer, der to gange om måneden sætter hinanden i stævne for at synge sig glade sammen.
Tove Thorst, der betjener el-klaveret og udvælger sangene, har kun været med siden sæsonstarten i september. Så hun har lavet navneskilte til alle deltagere, så hun kan holde styr på tropperne.
– Jeg udarbejder et program til hver gang. I dag er vi startet med ”God morgen lille land”.
– Og så har vi forsigtigt taget hul på foråret med et par tidlige forårssange. Jeg kunne ikke lade være. Jeg har også taget erantis og vintergækker med til at sætte på kaffebordet, siger Tove Thorst.
Kaffepause
For selv om ambitionen er at synge henimod 20 sange pr. gang, så skal der også være plads til en halv times kaffepause, hvor man kan hyggesludre med hinanden.
Det er Gerda, der sørger for, at kaffen er klar, og at der er småkager i skålene. Det hænder også, at en af deltagerne tager hjemmebag med.
– Vi betaler 10 kroner pr. gang. De tre kroner går til ”huset”, de syv kroner går til kaffen, forklarer Tove Thorst.
Baggrundsviden
Da LejreMagasiner var på besøg, var det gennemgående emne ”kærlighed”.
Så deltagerne skulle blandt andet nå at synge ”Det var en lørdag aften” og ”Min Amanda var fra Kerteminde”.
Efter kaffepausen står der blandt andet en sang af N. F. S. Grundtvig på programmet. Og som med mange af de andre sange, fortæller Tove Thorst også lidt om sangen. Med hjælp fra en håndbog til Højskolesangbogen.
– Grundtvig var gift tre gange, hver gang med en meget yngre kvinde. Den her er til hans anden kone Marie Toft, siger hun.
– Det er så interessant, at man får noget baggrund til sangene, siger en af deltagerne.
Tove Thorst gør en dyd ud af at have nye sange med hver gang.
– Vi bliver udfordret, siger Gerda.
Sangglæde
Pia Kok har været med i sanggruppen i tre år.
– Jeg mistede min søn for tre år siden, og så skulle der ske noget. Man bliver helt sikkert glad af at komme her, siger hun.
– Ja, man bliver glad i låget, når man synger, siger Erik.
– Det er dejligt at komme ud, nikker Irene.
En fjerde sangfugl fortæller, at hun går opløftet derfra hver gang.
– Og så har man godt af det. Det er sundt for ens lunger og vejrtrækning, forklarer hun.
– Dagen er sat af til at synge, hvis der ikke kommer noget, der er alvorligt, indskyder Laila.
Deltagerne synger under devisen ”Hvert fugl synger med sit næb”, og der bliver ikke set skævt til en, hvis man ikke lige kan finde tonen.
– Kragerne synger også med, siger Gerda.