For alt i alt så handler det om, at vi som mennesker også er noget for andre, siger Ida Dyhr.

Her føler jeg mig virkelig hjemme

Ida Dyhr er en Nørrebropige, der er flyttet på landet. På den firlængede Alehøjgård i Vester Såby bor hun med sin familie, to katte, to hunde, otte høns, syv får og nogle bistader, der venter på beboere. 

Tekst af Conny Probst. Foto Klaus W. Rasmussen.

VESTER SÅBY: – Alehøjgård er et evighedsprojekt. Men jeg har også svært ved at sidde stille, fortæller Ida Dyhr om den firlængede gård, der har været rammen om familielivet siden 2015. 

– Vi var flyttet fra Nørrebro og havde købt hus i Brønshøj og fået børn. Min mand Niklas ville ud til noget natur. For mig var det vigtigt, at vi kunne have min mor med, fortæller Ida Dyhr om parrets beslutning om at flytte til Lejre Kommune.

– Det var meget for børnenes skyld, at vi flyttede herud. En tanke om at prøve at give dem noget, jeg ikke selv har haft. Skabe nogle anderledes rum og noget mere ro. Det er vigtigt. 

– Herude taler man med naboerne. Vi laver havevandringer og hjælper i det hele taget hinanden på en anderledes måde.

– Jeg elsker at lave ting selv. Jeg kan sagtens sætte nye vinduer i, lave indfatninger og lægge klinker. Nogle gange er det dog nødvendigt med lidt hjælp udefra – for det er ikke altid timer nok i døgnet. 

– Vi har altid gang i nogle projekter. Alehøjgård er et hus med megen sjæl, men det er også et evighedsprojekt. Lige nu er det bare at prøve at holde det. Her er godt nok koldt om vinteren, selv om vi har skiftet vinduer, isoleret osv.  

– Så er man glad for sin uldtrøje og sine sutsko. 

Får og hunde
– Vi købte tre killinger hos Dyrenes Beskyttelse – den ene døde desværre – så vi har to katte, to hunde, otte høns og syv får. 

– Niklas tog fårehyrdekursus og byggede et shelter til fårene. Det er mig, der klipper dem. Ulden forærer vi væk.

– Vi har også haft bier, men de døde. Så jeg går og venter på, at der kommer en sværm forbi og slår sig ned, fortæller Ida Dyhr, der har taget biavlerkursus. Kurset fik hun i julegave af sin mand, da hun besluttede sig for at blive selvstændig.

– Jeg er selvstændig inden for rekruttering/headhunting. Så Niklas syntes, at jeg skulle have et bi-job, siger hun – med et lille grin. 

Der hører både jord og en stor have til Alehøjgård. Her er masser af bærbuske og frugttræer, som parret selv har plantet.

– Jeg kan godt lide at plante træer og give plads til biodiversitet på vores grund. Det er enormt livsbekræftende, og man føler, man selv er med til at gøre noget, fortæller Ida Dyhr. 

En dejlig fornemmelse
– Lejre Kommune er et dejligt sted at bo. Før jeg blev selvstændig, kørte jeg i bil til og fra job. Når jeg kunne se istidslandskabet og bakkerne ved Kornerup, så var jeg hjemme.

– Det er en rigtig dejlig fornemmelse. Her føler jeg mig rigtig hjemme. Det gjorde jeg aldrig helt på samme måde i Brønshøj.

Familien har årskort til Sagnlandet. Så tager de hundene med, fodrer karper i søen, tager ud at ro, skyder med bue og bil – og nyder omgivelserne.

– Det er et skønt sted. Bare at gå en tur og få noget frisk luft.

– Niklas elsker at gå lange ture med hundene. Jeg synes måske, det er hyggeligere at slå græs og plante nogle stauder. Jeg synes aldrig, at jeg sidder stille, siger Ida Dyhr.

– Jeg er et socialt menneske. Jeg ved ikke, om jeg skal være selvstændig hele mit liv.

Økologi og dyrevelfærd
– Jeg ville aldrig købe andet end økologisk mælk. Jeg synes, at der er nogle steder, hvor økologi er vigtig. Det samme er dyrevelfærd.

– Det er vigtigt, at dyrene har haft det godt. Og det er vigtigt for os at lære vores børn, at vi skal behandle ting ordentligt. Derfor køber vi kød fra dyr, der har gået på friland, fortæller Ida Dyhr. 

– Jeg har prøvet at have en køkkenhave men måtte erkende, at det var der ikke tid til. 

– Vi har mange frugtbuske. Men jeg er ikke til søde sager – mere til det salte køkken. Så jeg sylter ikke. Men jeg laver dog kirsebærsnaps og kirsebærsovs til jul.

Frivillighed
Datteren Astrid på 13 år spiller fodbold. Hjalte på 10 er i gang med at prøve forskellige fritidstilbud.

– Der er mange tilbud i Lejre Kommune. Her er virkelig mange foreninger. Tænk, at en kommune som vores også har en lille lokal biograf og en børnefilmklub, siger Ida Dyhr.

– Der skete et eller andet under coronaen med hensyn til frivilligt arbejde. Hele den naturlige fødekæde forsvandt. Det er heller ikke blevet nemmere rent lovmæssigt. 

– Min barndom på Nørrebro var fattig, og uden muligheder for oplevelser. Vi kom ikke på ferie og der var ikke råd til at holde jul eller få nyt tøj. Vi fik vi julehjælp og tøj kuponer, og jeg kan stadig i dag huske, hvordan det var, at man skulle gå rundt i Grøndalscenteret for at få lagt julemad ned i en pose. Eller hvordan det var at stå i Dalle valle og aflevere tøjkuponer, så man kunne få noget tøj, fortæller Ida Dyhr. 

– Det er ikke noget, jeg ser tilbage på med flovhed. For det var jo bare sådan, min verden var.

– Men det er klart, at det ikke altid var nemt at være barn i en familie, hvor der ikke var mulighed for særlig meget.

– Den glæde og det sammenhold, jeg havde brug for, når hverdagen blev trist og grå, det var noget, jeg fandt i den lokale basketball klub i Nørrebrohallen. 

– Vores trænere var en evig støtte for mig. De brugte frivilligt deres tid på at give os piger et sted at være, og finde sammenhold og fællesskab. 

– De fik os til at indse værdien, vi alle havde. Og ikke mindst, hvor vigtigt det er for et hold, at alle deltager, og at man holder sammen og skaber noget sammen – for hinanden og med hinanden, siger Ida Dyhr.

– Jeg er ikke i tvivl om, at det på positiv vis har været med til at forme mig. Det har også givet mig den disciplin, der skulle til for både at kunne nå træning og kampe, passe skolen, tage en uddannelse og samtidig passe det fritidsjob, som jeg i en tidlig alder blev nødt til at have. Min bror og jeg måtte økonomisk hjælpe til derhjemme, så der både var råd til husleje og mad.

– Havde det ikke været for de frivillige trænere, så havde jeg ikke fået mulighed for det pigefælleskab, som også gjorde dagene sjove og gjorde, at der ikke hele tiden blev tænkt over alt det, som vi ikke kunne i min familie.

– I dag er jeg taknemmelig for de frivillige personer, som jeg har mødt, da jeg var barn og ung. De brugte deres tid på at sikre, at jeg og mine veninder følte, at vi havde noget at møde ind til, arbejde og kæmpe for. Jeg tror faktisk ikke helt selv, de er klar over den store betydning, de har haft.

– Den betydning har alle vores frivillige ude i foreningerne i Lejre jo også. 

– De er hver dag med til at sikre, at vores børn og unge får oplevelser og kan være en del af fællesskaber.

– De oplevelser, jeg har haft i min barndom, er en drivkraft for mig. Og hvis der er noget, man synes, ikke fungerer, så må man prøve at forandre det. 

– Jeg synes, det er vigtigt at forsøge at skabe muligheder for andre. 

– For alt i alt så handler det om, at vi som mennesker også er noget for andre, siger Ida Dyhr.