– Som frivillig får man nye netværk og udvikler sig, siger Ole Meibom.
Frivillige skal have ansvar og plads
Hvalsø Bio drives af 130 frivillige. Uden dem blev der ikke vist film, indbudt til særarrangementer eller skabt nogle af alle de mange andre kulturtilbud, der knytter sig til den 82 år gamle, ikoniske biograf i Hvalsø.
Del denne artikel
Tekst og foto Lejre Kommune.
LEJRE: – Det øjeblik, man har sagt ja til at være frivillig – så er man ikke frivillig længere! – Med det mener jeg, at det forpligter. Har man sagt ja til opgaven, så forventer vi – og er afhængige af – at den bliver løst.
– Man skal have plads til at løse den på sin måde, og vi skal vise tillid til det – så er der plads til at lykkes. – Det er det, der er motivationen, fortæller Ole Meibom om det at lede frivillige i en hverdag, hvor der hverken er løn eller mus-samtaler.
Ole er frivillig formand for Hvalsø Bio.
Et tandhjul af kompetencer
20.000 årlige gæster, 850 medlemmer, 600 filmvisninger og 130 frivillige fordelt på 22 arbejdsgrupper. Der er nok at holde styr på i Hvalsø Bio – og det klares uden en daglig leder.
Det virker, fordi alle er en del af det store tandhjul, alle ved, hvad de skal gøre – og de gør det. – Her er alle lige. Det er lige så vigtigt, at der bliver gjort rent på toiletterne, som at der er lyd i salen. – Vi har så mange forskellige opgaver, så alle kan vælge efter interesse og kompetencer.
– Jeg oplever, at folk nyder at kunne komme her og blive dygtige til deres opgave. Måske bygger de videre på en kompetence, de har fra deres tidligere arbejdsliv. Eller også har de lyst til at prøve kræfter med noget helt nyt.
Vi skal kunne se formålet
I det frivillige arbejde, som ofte er et ”job,” man tager, når det ”almindelige” arbejdsliv er overstået, er motivationen det allervigtigste. Mangler den, så smutter de frivillige:
– Der er fire ting, som jeg mener, er afgørende for at kunne holde på frivillige.
For det første, så skal alle kunne se formålet med det, vi laver. For os er formålet, uanset hvilken arbejdsgruppe du er i, at skabe biografoplevelser i Hvalsø. Dernæst skal folk frit kunne vælge arbejdsopgave og have plads til at løse den og blive dygtige. For det tredje, så skal vi alle være i samme båd. Vi er alle frivillige.
Og sidst, men ikke mindst, så skal det også være hyggeligt. Så der skal være tid til at snakke og til at fejre os selv og hinandens arbejde med en årlig fest og med udflugter.
Ole, der i dag er 79 år, startede i Hvalsø Bio for 23 år siden som filmoperatør.
Da biografen i 2010 tog det store skridt fra filmspoler til digitalisering, ledede han det projekt og blev en del af bestyrelsen.
Frivillig har han været næsten hele sit liv: – Jeg har været meget aktiv i spejderbevægelsen. Det startede, da mine børn begyndte til spejder. Jeg har også været i skolenævnet, da der var brug for det. – Jeg har altid haft lyst til at engagere mig og følt en forpligtelse til at arbejde for at gøre det lidt bedre.”
Jobbet efter jobbet
Ole er oprindeligt uddannet ingeniør fra Københavns Teknikum, og senere har han også læst en HD i organisation fra Copenhagen Business School.
Bag ham ligger et langt og erfaringsrigt arbejdsliv. Et arbejdsliv, som det kan være svært at slippe: – For mange mennesker kan det være svært at stoppe arbejdslivet. Det er jo ofte der, vi henter vores identitet og vores netværk – og jobbet fylder jo meget igennem et helt liv. – Så når man pludselig ikke har det, så kan det være svært at finde sig selv.
– Her tilbyder de frivillige jobs en ny meningsfuldhed. Man får et nyt netværk, og man udvikler sig.
– Man holder sig i gang. Jeg har set mange eksempler på, at folk kommer her og får sat nye kompetencer i spil, som ellers var gemt godt væk.
Det er ikke kun for ens egen skyld, at man skal være frivillig, mener Ole Meibom: – Frivilligheden er med til at sikre sammenhængskraften i vores samfund, og bygger på værdier som solidaritet og lighed. – I foreningerne videreføres vigtige værdier, og der skabes stærke fællesskaber ud fra devisen, at alle er vigtige, og sammen kan vi skabe noget stort.
– Hvis de frivillige nedlagde arbejdet, så gik samfundet i stå. Der er jo frivillige overalt. Og vi bliver gladere af det.