Træner Jacob Gøtterup, 38 år, og hjælpetrænerne Asta Nybo Gørtz, 14 år, og Alva Moe, 13 år.

Frivillige på grønsværen tager kegler

Trænere og hjælpetrænere får træningen til at glide og bolden til at trille.  

Tekst og foto af Lejre Kommune.

LEJRE: Solen skinner højt over det kunstige græs, da træner Jacob Gøtterup, 38 år, og hjælpetrænerne Asta Nybo Gørtz, 14 år, og Alva Moe, 13 år, træder ind på banen. De skal træne U12-pigeholdet i FC Lejre.   

Inden træningen skal der rykkes rundt på mål og sættes kegler op. Men forud for det er der en del planlægning.   

– Jeg bruger nok syv timer om ugen på at være fodboldtræner. Vi har træning tre gange om ugen, er ude til kampe, og så skal vi jo også planlægge både træning og kampe, så vi er klar, når pigerne kommer, fortæller Jacob Gøtterup. 

Træner god stemning og afleveringer 
Og da klokken nærmer sig 16.30, begynder pigerne at strømme til banen. Der skiftes til fodboldstøvler og hyggesnakkes, for træningen er selvfølgelig ikke kun boldtræning og målskud, men også et socialt mødested.   

Det sociale hjælper Asta og Alva også med:   

– Vores opgave som hjælpetrænere er blandt andet at sørge for, at stemningen er god på holdet. Det er fedt at være hjælpetræner og kunne give gejsten og glæden ved fodbold videre, fortæller Alva. 

Hjælpetrænerne er også med til at få træningen til at glide og bolden til at trille.   

– Vi finder også selv på øvelser. Det kan være noget, vi selv har arbejdet med på vores egne hold, og som vi synes vil passe godt ind i dagens program. 

– Fordi vi er tættere på spillerne i alder, kan vi nogle gange lettere nå dem, fordi de ser op til os  – og så er det fedt at lære dem noget nyt, fortæller Asta, der selv har spillet fodbold, siden hun var fire år.   

Fællesskab skaber resultater – også på jobbet 
Jacob startede, som mange andre frivillige trænere, da hans datter begyndte til fodbold, og holdet manglede en træner.   

– Det giver mening. Det er grunden til, at jeg gør det. Jeg gør børnene glade og er med til at sikre, at de får et fritidstilbud, der udvikler dem. Både fodboldmæssigt og socialt. 

– Her lærer de for eksempel, hvordan man tackler nederlag i fællesskab. Vi arbejder netop med at have fokus på, hvad man har lært af en kamp, og ikke bare på resultatet.   

Jacobs dagligdag er, som mange i hans aldersgruppe, fyldt med gøremål. Til daglig er han far til tre og enhedschef i Københavns Kommunes afdeling for affald. Fodboldtræningen er noget helt andet – og så alligevel ikke:   

– Ledelsesopgaven interesserer mig. Børn er meget mere omstillingsparate end vi voksne, og det er spændende at se, at de tanker, jeg har, og min planlægning, har et direkte output i pigernes udvikling. 

– Her er det tydeligt at se, at fællesskabet har betydning for vores performance. Vi spiller simpelthen dårligere, hvis stemningen ikke er god. Den viden tager jeg med ind på jobbet.  

Når solen ikke skinner 
På sådan en solskinsdag er det nemt at glemme, hvordan det er at stå på en fodboldbane i november.   

Asta og Alva kan dog godt huske det og indrømmer, at det kan være svært at komme af sted på sådan en dag. Men de gør det:   

– Det er da ikke så fedt, når det er koldt og vådt. Men bagefter, når man alligevel har haft en god træning og haft det sjovt, så fortryder man det ikke, siger Alva.   

Asta har det på samme måde: 

– Vi skal jo også træne med vores eget hold bagefter, så vi tager det som en god opvarmning.

For Jacob er det blevet svært at undvære fodboldtræningen:   

– Jeg har lært så meget og været på trænerkursus og har et godt makkerskab med min medtræner Kresten. Det her er blevet mit frirum. 

– I en travl hverdag er det rart at vide, at jeg kommer ud og får rørt mig og får frisk luft. Jeg glæder mig faktisk altid, og jeg tror da, at jeg ville fortsætte, selv hvis min datter stoppede med fodbolden. 

– Men det ville jeg nok lige være nødt til at cleare med dem derhjemme, siger Jacob med et smil, inden han løber ud på banen for at øve præcise afleveringer med de 30 piger på U12.