Tine foran det flotte Kærlighed til livet-logo, der med en pil viser startretningen på den lokale ”pilgrimsrute”.
En gåtur med fokus på eftertænksomhed og kærlighed
På en 779 km lang vandretur på Caminoen, fik Tine Poulsen sat en række ting på plads og fik styrken og roen til at komme videre. Hun har markeret en mini-pilgrimsrute, der udgår fra hjemmet i Kornerup.
Tekst Conny Probst
KORNERUP: I 2019 tog fodterapeut Tine Poulsen to måneders orlov for at gå på caminoen til Santiago de Compostela i Spanien.
To år før var hendes mand Bjarne pludselig død, og selv om Tine Poulsen følte, at hun var kommet videre, havde hun ikke haft roen til at komme ud af sin sorg.
Igennem 5 ½ uge vandrede hun omkring 20 kilometer hver dag, fik hilst på en masse spændende mennesker, knyttet venskaber og fik en masse oplevelser for livet.
– Jeg havde brug for blot at være mig. I ugevis var mit ”arbejde” at gå og få nogle indvendige ting ud. Og spekulere på, hvad jeg ville fremadrettet, siger hun.
– Man går med en sten i lommen hele dagen. Når man kommer til et stort kors, så placerer man stenen der som bevis på, at man lægger sine byrder fra sig, forklarer Tine Poulsen, der hver dag dedikerede sine mange skridt til andre.
Kærlighed til livet
Glæden ved at gå vil hun gerne videregive til andre. Derfor har hun markeret en 3,5 kilometer lang ”pilgrimsrute” tæt på hjemmet. Ruten har hun døbt: Rute 1 Kærlighed til livet”.
– Det er terapi at gå sammen i stilhed eller at få sig en snak med nogle af de andre deltagere. Min vandretur på Caminoen var ikke en religiøs men en spirituel handling. Jeg gik for at give slip på nogle ting.
Nu har hun arrangeret to søndags-gåture i marts ad Rute 1. – Mit håb er, at folk efterfølgende får lyst til at tage turen igen, tage en af mine træbrikker i lommen og eventuelt tænde et lys, hvis de har lyst til det, siger Tine Poulsen.
– Jeg arrangerer gåture så længe, jeg synes, at det er sjovt. Jeg vil gerne hjælpe andre, der ligesom mig selv har været i sorg.
Senere på året tager Tine Poulsen afsted på en 250 kilometer lang travetur på den portugisiske Camino. I selskab med sin amerikanske veninde Pam, som hun mødte på sin pilgrimstur i Spanien.