Nye som gamle historier og tips er stadig velkomne. Skriv til Robert på robert.dumong@gmail.com – hvis du har noget at fortælle. 

Drabet i Herslev

I oktober nummeret af Lejre Magasinet efterlyste Robert Dumong lokalhistorier eller måske myter. Tak til Arvid Mærsk fra Allerslev, der har sendt nedenstående historie.

Del denne artikel

Tekst og foto af Robert Dumong

Den 11. juni 1902 kunne man i Roskilde Dagblad læse om dom afsagt i Lejre Herreds Ekstraret.

Søndag d. 27. oktober 1901, havde der i byen Herslev fundet et slagsmål sted mellem en del af byens ungdom og nogle på Bognæsgården tjenende karle. Slagsmålet begyndte ved et gadehjørne med, at en af Bognæsgårdens karle, uden anledning nikkede husmand Niels P. Nielsens søn i Herslev, den 18- årige tjenestekarl Carl Fr. S. Nielsen en skalle, således at de begge faldt om. De kom dog hurtigt på benene igen.

Men herefter fortsættes slagsmålet i bygaden, hvor de kastede sten efter hinanden, og flere af dem såredes. Derefter overgik det til almindeligt håndgemæng på en åben plads ud til hovedgaden. Forinden havde de stridende væbnet sig med forskellige våben, såsom et klaptræ, stakitlægter m.m. hvormed de bearbejdede hinanden.

Efter endt slagsmål kom husmand N.P. Nielsens søn ind til en nærtboende gårdejer. Han havde da et blødende sår i hovedet, men kunne dog selv gå til sit hjem, hvor han straks lagde sig på sengen, og et par timer senere afgik han ved døden.

Ved det afholdte ligsyn og den foretagne obduktionsforretning viste det sig, at afdøde havde fået et 2-3 cm. langt sår i venstre tinding med brud af hjerneskallen, og at døden skyldtes dette brud. Det dræbende slag kan antages at være bibragt med såvel det under slagsmålet benyttede klaptræ eller en stakitklægte. På klaptræet fandtes enkelte blodpletter. 

Afdøde havde inden sin død udtalt, at det var ”Peter”, som havde slået ham med en lægtestump. I slagsmålet deltog to med navnet Peter. Den ene var en nær ven af afdøde, og den anden fortalte, at han havde haft en lægtestump, men den havde han kastet fra sig, inden han kom ind på pladsen, hvor det egentlige slagsmål fandt sted, Her havde han kun slået fra sig med de blotte hænder.

Hverken på gerningsstedet eller i tiltalte Peter besiddelse blev fundet noget lægtestykke svarende til det stakit, den tiltalte havde været henne ved, og de på klaptræet forefundne ubetydelige blodspor kunne lige så godt antages at hidrøre fra de andre karles slagsmål.

Det ville derfor være betænkeligt at udpege nogen enkelt af de tiltalte som skyldig i manddrab, og den tiltalte Peter ville således  være at frifinde.

Derimod blev tre andre deltagere i slagsmålet tiltalt for øvet vold. Én fik fængsel på sædvanlig fangekost i 6 dage, og de to andre fængsel på vand og brød i 5 dage


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig