I 1974 besluttede ejeren, Niels Henrik Rosenkrantz greve Scheel, at slottet skulle rives ned.
Det tredje Ryegaard
Tekst og foto af Robert Dumong
Ryegaard Gods kan føre sine rødder tilbage til 1200-tallet, og frem til dato, har der været 32 ejere. I tiden har der været opført flere store huse, som nærmest må betegnes som slotte, og I 1878 opførte Frederik Christian Rosenkranz greve Scheel det tredje Ryegaard.
Det var en meget tidstypisk bygning med tre fløje, kamtakkede gavle, midtertårn med et stejlt tag og meget store vinduer alle steder. Bygningen var i røde mursten og bygget med meget brede spænd mellem de bærende mure.
Men tiden arbejdede ikke for den type byggerier. Staben af tjenestefolk blev efter Anden Verdenskrig vedvarende reduceret, og det krævede en del mandetimer, at holde huset i gang. De daglige faciliteter var umoderne, og træ blev brugt til både madlavning og opvarmning af stuerne, hvor der var 5 meter til loftet. Det betød en tilførsel af 3 m3 brændsel dagligt i de kolde måneder.
Derfor flyttede Herskabet ind i først Enkesædet, som var en aftægtsbolig, og siden den mere rummelige Godsforvalterbygning. Slottet lå derefter ubeboet hen, men krævede vedvarende en vedligeholdelse, som gjorde kraftigt indhug i godsets budget. Eksempelvis havde man i 1964 indhentet tilbud på maling af vinduer. 40.000 kr. var prisen, hvilket i dag ville svare til omkring 2,5 mio. kroner.
Den gamle greve, Johan Scheels far, frygtede at slottet, der umiddelbart virkede imponerende, skulle blive fredet. Slottet ville i så tilfælde blive fritaget for visse skatter, men ikke for grundskylden, og den store bygning ville være en årlig omkostning på mere end 1 million kroner uden praktiske funktioner.
I 1974 besluttede ejeren, Niels Henrik Rosenkrantz greve Scheel, at slottet skulle rives ned
Sønnen, Johan Scheel, der sammen med sin søn, Frederik August, er godsets nuværende ejere er ikke sikker på, at slottet var blevet revet ned, hvis det var ham der skulle tage afgørelsen. Men det er altid let at se tilbage og mene, at tingene kunne være gjort anderledes, og selv havde han i½kke de samme erindringer, som hans far, der stadigt huskede , hvordan han som dreng havde leget på et koldt gulv.
