I løbet af 2024 kan alle kvit og frit hente ting til direkte genbrug i Gensalgsbutikken i Torkilstrup...

Gensalgsbutikken i Torkilstrup kommer primært til at udsortere genstande gratis til skoler, børnehaver mv. Det område, hvor man pt. kan placere genstande til genbrug, skal nyindrettes, så alle kan hente genstandene kvit og frit.

Der er nye tider i Gensalgsbutikken i Torkilstrup

I løbet af 2024 kan alle kvit og frit hente ting til direkte genbrug i Gensalgsbutikken i Torkilstrup.

Tekst og foto af Conny Probst.

LEJRE: Ny lovgivning betyder, at borgere, virksomheder, frivillige organisationer og kommunale institutioner gratis skal have adgang til at aftage genstande til direkte genbrug på de kommunale genbrugspladser på en form for byttehylder eller lignende. 

Indleverede effekter må ikke længere primært afsættes gennem Gensalgsbutikken i Torkilstrup og til frivillige organisationer. 

ARGO har udarbejdet forslag til ny model, der indebærer, at de eksisterende gensalgsbutikker lægges ind under det fælles genbrugspladskoncept i ARGO, og at genbrugsområderne nyindrettes.

Ny-organisering af Gensalgsbutikkerne
I dag er det muligt at aflevere effekter til genbrug på det dertil indrettede genbrugsområde på Torkilstrup Genbrugsplads. 

Effekterne udvælges og sælges i Gensalgsbutikken, der er beliggende på genbrugspladsen. 

Effekter, der vurderes ikke at være salgbare, sættes frem til gratis afhentning i en særlig indrettet container. 

Pt. afsættes der ikke til humanitære organisationer, da ingen har ønsket at aftage.

Bekendtgørelsens krav om, at genbrugsgenstande fremover primært skal afsættes vederlagsfrit til private aktører, ændrer væsentligt ved forudsætningen for driften af Gensalgsbutikken, da det må formodes, at kvaliteten af effekter til salg vil dale, når det kun er effekter, der ikke har kunnet afsættes vederlagsfrit, der må sælges. 

ARGO har på den baggrund – i samarbejde med de seks kommuner, der drives genbrugspladser for – udarbejdet et forslag til ændringer i genbrugspladskonceptet og driften af Gensalgsbutikkerne, der kan imødekomme reglerne i bekendtgørelsen. 

Primært materialebank
Hidtil har de enkelte gensalgsbutikker været en lukket økonomi baseret på omsætningen i den enkelte butik og afregnet direkte med den kommune på hvis genbrugsplads, butikken var placeret. 

Fremover vil butikkerne være en del af det fælles genbrugspladskoncept finansieret af ARGOs samlede genbrugspladsdrift, som kommunerne betaler til, baseret på antal husstande i kommunen.

Gensalgsbutikken i Torkilstrup vil fremover primært være materialebank og stå for at udsortere genstande gratis til skoler, børnehaver og øvrige relevante offentlige institutioner før/samtidig med, at de private aktører får adgang. 

Herudover skal personalet i gensalgsbutikkerne fortsat oprydde/indsamle genstande i genbrugsområderne, efter de private aktører har haft adgang, med henblik på efterfølgende salg i butikkerne.

Ny-indretning af genbrugsområder 
Forslaget indebærer også, at de områder, hvor det i dag er muligt at afsætte effekter til genbrug, skal ny-indrettes, så de også giver muligheder for, at alle kvit og frit kan hente ting til direkte genbrug i hele genbrugspladsens åbningstid. 

Udover en omdannelse af Gensalgsbutikkerne og ny-indrettede bytteområder, skal det fortsat være muligt at donere til frivillige organisationer, som ARGO og den enkelte ejerkommune ønsker at indgå specifikke aftaler med om afsætning. 


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig