Claus Jørgensen er i øjeblikket i Folketinget, som suppleant for Astrid Carøe, der er på barsel.
Claus Jørgensen genvalgt som folketingskandidat
Claus Jørgensen vil blandt andet kæmpe foren styrkelse af det kommunale handlerum, som han mener er nødvendigt, for at lave lokale forbedringer.
Del denne artikel
LEJRE: SF i Lejre meddeler, at deres nuværende suppleant i Folketinget, Claus Jørgensen, er blevet genvalgt som folketingskandidat. Claus blev valgt uden modkandidater, og SF Lejre er glade for at kunne fortsætte arbejdet med en så erfaren og engageret politiker.
“Jeg brænder for SF’s politik og vil gerne føre den ud i livet på Christiansborg, ligesom jeg har gjort det de sidste 10 år i kommunalbestyrelsen i Lejre. Jeg stiller derfor op til næste folketingsvalg. Ulighed, miljø og klima, sundhed og forholdene for vores børn og ældre er nogle af de emner, der optager mig allermest. Jeg vil også prioritere Danmarks og Europas sikkerhed i lyset af de aktuelle udfordringer, og arbejde for et stærkt og solidarisk Danmark, der skal håndtere truslerne mod vores fælles sikkerhed. Endelig vil jeg kæmpe for en styrkelse af kommunale handlerum, som er nødvendigt for at lave lokale forbedringer,” siger Claus Jørgensen.
Claus Jørgensen har dyb faglig og politisk erfaring, især inden for miljø- og klimakampen, hvor han har arbejdet intensivt de sidste 25 år. Som uddannet miljøplanlægger fra RUC har han rådgivet forbrugere om grøn omstilling og forbedret lovgivningen omkring miljøet. De sidste ni år har Claus arbejdet som projektchef i Forbrugerrådet Tænk.
“Der er behov for endnu flere grøn-røde SF’ere på Christiansborg, der kan trække i den rigtige retning og modarbejde polarisering. I Lejre er vi gode til at arbejde hen over midten – det vil jeg tage med til Christiansborg, men sikre at der trækkes i en rødgrøn retning, modsat nu, hvor regeringen er mere blå end rød,” siger Claus Jørgensen.
Claus Jørgensen har gennem årene vist dedikation til både lokale og nationale sager. Hans erfaring og engagement i miljø- og klimakampen, samt hans forståelse for de sociale udfordringer, gør ham til den ideelle kandidat til Folketinget. I SF Lejre er vi stolte af at have Claus som vores kandidat, og vi ser frem til at støtte ham i det kommende valg og fortsætte det vigtige arbejde for en grønnere, mere retfærdig og sikker fremtid.