Lilly Rostén, der sammen med sin mand Finn tilbringer en hel del af året i Hvalsø.
Campinghaverne er et ”slap-af”-sted
Lilly og Finn Rostén har haft været fastliggere i Gundested Campinghaver siden oktober 2010.
Tekst og foto af Conny Probst
HVALSØ: – Vi hjælper selvfølgelig hinanden her. Men har du lyst til at passe dig selv, så gør du det.
Så enkelt er det at være fastligger på en af de 210 campinghaver i tilknytning til Gundestedgård, fortæller Lilly Rostén, der sammen med sin mand Finn tilbringer en hel del af året i Hvalsø.
Parret, der har en stor villa ved Kalundborg med masser af tilhørende jord, havde i 10 år ligget på en campingplads i Sakskøbing.
– Vi var to familier, der i stedet fik have her i oktober 2010. Vi er her stort set hver weekend, hvis vejret arter sig. På hverdage deler vi vores tid fifty/fifty mellem vores hjem og vores campinghave.
Det er et sommerhus
Parret etablerede sig i campinghaven med deres campingvogn og deres fortelt.
Der er også kommet et lille drivhus op, hvor de dyrker agurker og tomater. Og under en overdækning kan de sidde og hygge sig, hvis det skulle regne, eller de gerne vil i ly for solen.
Det er tilladt at opføre et lille skur på grunden på maksimum seks kvadratmeter – efter aftale – og det har Finn Rostén gjort.
Her er der installeret et veludstyret køkken med over- og underskabe.
– Der er noget at tage fat på hele tiden. Hegnet skal vedligeholdes, fliserne skal rettes op, græsset skal slås, og der skal males lidt. Man keder sig aldrig, siger Finn Rostén og ser ganske tilfreds ud.
– Vi bruger det som sommerhus, og børnebørnene elsker at være her. Naturen er jo lige udenfor, og der er også en glimrende legeplads. Vi er ikke lukket inde her, siger hans kone.
– Jeg tror, at man tager det hele mere afslappet her. Det er vores slap-af sted, siger Finn Rostén.