Bestyrelsen bag Lejre Støtteforening.
Aktivitetsniveauet er relativ højt
Bag Lejre Støtteforening står en stor gruppe frivillige, der stiller op, når der er brug for det.
Tekst Conny Probst. Foto Klaus W. Rasmussen
LEJRE: Lejre Støtteforening, som støtter børne- og ungdomsarbejdet i foreninger i Lejre, kan se tilbage på et 2022 med en relativ høj aktivitet og en imponerende hjælp fra frivillige – til stor tilfredshed for gæster og arrangører.
– Af de store aktiviteter har der været Livsstilsmessen, Com2Live-koncerten og Reborn – alle på Ledreborg Slot, fortæller formand Jørgen Sondrup.
Lysfesten på Ledreborg blev aflyst på grund af energikrisen, men Lejre Støtteforening hjalp så til i fire dage til Jul på Ledreborg.
På regnskabssiden uddelte foreningen i 2022 i alt 102.240 kroner som støtte til KFUM Toke spejderne, floorball, Ledreborg Palace Golf, bordtennis og FC Lejre fodbold.
– Generelt er Lejre støtteforening meget imødekommende, når vi får ansøgninger. Målet er, at indtægterne skal ud og gøre gavn for børne- og ungdomsarbejde i foreninger i Lejre, siger Jørgen Sondrup.
Ungdomsprisen
Lejre Støtteforening har uddelt ungdomsprisen for 26. gang. Denne gang gik den til Jonas Buster Hvass Frandsen, Adam Kølln og Alberte Dalsgaard Egeris Frantsen fra Lejre Bordtennis.
– De tre meget ansvarsbevidste unge er rollemodeller og har i høj grad fortjent prisen som er på 1.000 kroner til hver af dem. De har ydet en uvurderlig indsats i 2022 som trænere for de mindre erfarne bordtennisspillere i Lejre, de har hjulpet med til stævner og bidraget til at få skabt en holdånd omkring klubben, fortæller formanden.
2023
I år forventer Lejre Støtteforening også et højt aktivitetsniveau på Ledreborg med Livsstilsmesse i pinsen, Reborn i juni. Mamma Mia til august, Lysfest i november og Jul på Ledreborg i weekender i november og december.
– Vi kan altid bruge flere frivillige, siger Jørgen Sondrup og henviser til foreningens hjemmeside.