Susanne Oreskov, Jørdis Nielsen, Torben Moll Christiansen, Jette Moll Christiansen, Inga Steffensen og Ib Frausing. Ikke tilstede fra bylaugsbestyrelsen Lone Jensen, Pia Illum Nielsen, Ingelise Jørgensen og Thomas Ugilt Thomsen
En tilflytters hyldest til Sæby Bylaug
Velkommen til Lejre Landsbyers faste hjørne i LejreMagasinet. Lejre Landsbyers bestyrelsesmedlemmer skriver på skift en klumme for at fortælle om alt det, der foregår i vores lokalsamfund. Lejre Landsbyer er en forening, som har til formål at synliggøre og styrke foreninger, landsbylaug, initiativer, ildsjæle på tværs af hele vores kommune.
Del denne artikel
Af Mathilde tilflytterne i Østergaard, Sæby
Dette er en hyldest til “de gamle” i Sæby og særligt Sæby Bylaug, der må være Hornsherreds bedste. Vi er tilflyttere og af den allerværste skuffe, der stadig ligger det meste af vores tid i København, men bare gerne vil bruge vores lækre landsby, når det passer os. Det kan være svært at få prioriteret arbejdsdage, sommerfest, loppemarked, julemarked, fredagsbarer og alle de mange andre aktiviteter, landsbyen byder på. Men ikke én gang har vi hørt den mindste mug. Til gengæld er vi blevet budt velkommen med åbne arme. Fra den allerførste dag, mens jeg gik en tur med hunden og ventede på flyttebilen, og straks blev budt velkommen og fik forklaret de små, gode steder man godt lige må lade hunden løbe fri efter aftale med landmanden. Til nu, hvor vi bare skal spørge, hvis vi mangler noget historie om vores gård eller en kontakt til en god tømrer.
Bylauget holder byen
Sæby Bylaug holder gadekæret og den flotte Gamle Skole, der fungerer som Sæbys fælleshus. Der bliver slået græs og malet vægge, skåret siv og pudset vinduer. Det er en fantastisk indsats. Uge efter uge, år efter år, så lycrafolket kan hamre gennem byen med deres pulsure og bare nyde Morten Korch-idyllen. Da vi spurgte, om vi kunne bruge skolen til en månedlig spillecafé, kom der ikke det mindste kny om, at man så måske også godt kunne dukke op til arbejdsdag. Vi blev bare rost for vores idérigdom og straks inkluderet i Bylaugets aktivitetskalender. Og da vi kom væltende hele flokken til Bingoaften og der ikke var flere pladser, rykkede vi bare rundt på det hele og tilføjede et par borde, mens der blev klukket hjerteligt.
Jeg kan ikke forestille mig et mere arbejdsomt eller imødekommende Bylaug nogen steder i verden. Tak, fordi I tager jer så godt af vores landsby og tak, fordi I tager så godt imod os skøre tilflyttere.
Har du et initiativ, en forening eller et bylaug, som gerne vil dele jeres måde at organisere jer, eller fejre at I har fået sat gode fællesskaber i gang? Så kan din forening, dit initiativ, dit bylaug få synlighed og hjælp hos Lejre Landsbyer. Kontakt forperson Trine Krebs på info@lejrelandsbyer.dk
Læs mere på www.lejrelandsbyer.dk