Xxxxxxxxx.

Siala – et mangfoldigt fællesskab

Det smukke træhus, der åbnede 1. september, huser allerede 17 forskellige undervisere og 19 forskellige hold..  

Del denne artikel

Tekst af Conny Probst. Foto Johanne Lundell.

HVALSØ: ”Bæredygtigt yogahus med sjæl, charme og jordvarme”. Sådan beskrev bygherrerådgiveren i 2022 det kommende bevægelseshus Siala i storbofællesskabet Hyllegård Høje.

Nu har Siala været i gang i knapt et halvt år, og da LejreMagasinet er på besøg tripper daglig leder Mette Solveig Aksglæde rundt på strømpefødder på de lyse trægulve og viser et kommende medlem rundt. 

Den lokale hjerteforening har netop afsluttet ”Hjerte yoga”, og de fleste deltagere sidder og småsludrer og nyder en kop te i caféområdet.

– Huset er til ro og fordybelse. Vi lægger stor vægt på at skabe en velkommende atmosfære, hvor alle føler, at de er en del af fællesskabet, siger Mette Solveig Aksglæde.

I husets store sal i stueetagen er der plads til mellem 20 – 25 deltagere, og i den lille sal på førstesalen kan man være mellem 10 – 15 personer.

– Vi har et fast skema hver uge med god variation af hold, alt fra forskellige typer af yoga, karate, meditation og saunagus. Saunagus er meget populært og på det nuværende skema er der fem gus om ugen. 

Forskellige arbejdsgrupper
Efterhånden som der kommer flere medlemmer i Siala, vil skemaet blive udvidet med flere typer af hold. 

Lige nu er der 102 medlemmer, som – udover at have ubegrænset adgang til hold på det ugentlige skema -også bliver inviteret til workshops, medlemsarrangementer og til at bruge husets rolige omgivelser. 

– Medlemmerne er forankret i Medlemskredsen, som er en del af organiseringen i Siala, hvor de har mulighed for at engagere sig i forskellig grad. Udover medlemskredsen varetages Siala af forskellige arbejdsgrupper eller “kredse”, der hver især kommunikerer tæt og i fællesskab træffer beslutninger ud fra husets vision og værdier indenfor deres mandat, forklarer Mette Solveig Aksglæde. 

– Sialas mission er at skabe rammerne for et mangfoldigt fællesskab, hvor glæden ved bevægelse og sindets udfoldelse bringes i spil på nye måder. Så endnu flere kan beriges og finde motivationen til et sundt liv på tværs af alder og baggrund.

Udover det faste ugeskema tilbydes der forskellige typer af behandlinger, for eksempel zoneterapi, body-sds kropsterapi, akupunktur og healing.

Medlemskab og klippekort
Folk kommer langvejs fra for at deltage på hold, få forskellige typer af behandlinger eller deltage i de løbende arrangementer i Siala. Eksempelvis yoga-retreats, gong meditation, workshop om shaolin-principper eller introduktion til familieopstilling.

Inden længe går medlemskredsen i gang udenfor med at anlægge den kommende terapi/sansehave, hvor man kan dyrke både krop og sanser midt i naturens beroligende favn. 

Et medlemskab koster 400 kroner pr. måned, og er man pensionist eller studerende koster det 300 kroner. 

Hvis man gerne vil snuse lidt til holdene i Siala, eller ikke har mulighed for at deltage på hold ugentligt, kan man købe et klippekort. 

– Vi har netop introduceret et klippekort med fire klip, hvor man kan prøve forskellige hold af. Det er der rigtig mange, der benytter sig af, fortæller Mette Solveig Aksglæde

Man kan også leje Siala’s smukke lokaler til events, kurser, konferencer og workshops. 


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig