Køerne skal gå og mæske sig i græs, spirende træer og buske og være med til at holde området lysåbent.
Nye beboere i Lerbjerg Skov
Gallowaykøerne skal bo i skoven året rundt og tilses jævnligt at ejeren og af en dyrlæge.
Del denne artikel
Tekst af Conny Probst.
LEJRE: De første køer er flyttet ind i Lerbjerg Skov til en tilværelse med masser af plads og frisk luft.
Der er i alt 11 køer af racen Galloway – også kaldet panda-koen. Galloway er en robust og nøjsom kvægrace, som er god til naturpleje og har et roligt temperament.
Køerne skal gå og mæske sig i græs, spirende træer og buske og være med til at holde området lysåbent.
På den måde kan de lysfølsomme urter i jordbunden få lov at trives, ligesom mange planter, svampe og insekter har godt af kokasserne
Dyrene skal bo i skoven året rundt for at efterligne de naturlige processer i økosystemet og skabe bedst muligt natur.
Tilskudsfoder eller retur til ejeren
Det er afgørende, at dyrene er sunde og raske og har det godt.
Derfor tilses de jævnligt af ejeren og af en dyrlæge, som tjekker deres sundhed hver måned i vinterhalvåret.
Hvis dyrlægen vurderer, at der ikke er foder nok i skoven, får køerne tilskudsfoder eller bliver kørt hjem til ejeren.
Der er stadig fri adgang til hele skoven, men man skal huske at holde hunden i snor og lade vær med at fodre eller opsøge dyrene.
Naturgenopretningen i Lerbjerg Skov sker i samarbejde mellem Den Danske Naturfond, Lejre Kommune, Godfred Birkedal Hartmanns Familiefond og nationalparken.
Fakta:
• Den Danske Naturfond købte i efteråret 2021 Ler-bjerg Skov på 120 hektar af Ledreborg Gods.
• Naturfonden, Lejre Kommune og Nationalparken arbejder sammen om det nye naturprojekt, der har et budget på 22 millioner kroner.
• Lerbjerg Skov har de sidste to år undergået en forvandling fra en intensivt dyrket produktionsskov til naturskov.
• Der er genoprettet skovmoser og vandløb, skabt mere dødt ved, fjernet fremmede træarter, etableret nye stier, plantet buske til hasselmusen og meget mere.
• Arbejdet er sket i et samarbejde mellem Lejre Kommune, Den Danske Naturfond og Nationalpark Skjoldungernes Land.