Mai Mikkelsen fra Herthadalen får overrakt årets publikumspris af Grethe Saabye og Susanne Borup, begge fra Udvalget for Erhverv, Klima og Lokal udvikling.
Flotte priser uddelt til lokale virksomheder
Friis-Holm Chokolade vandt Lejre Kommunes Erhvervspris 2024 og Restaurant Herthadalen vandt Publikumsprisen 2024.
Del denne artikel
LEJRE: Det blev en mangedobbelt verdensmester, der mandag aften modtog Lejre Kommunes erhvervspris 2024. Overrækkelsen fandt sted i den gamle slotslade på Ledreborg Slot.
Vinderen blev Friis-Holm Chokolade, og Grethe Saabye, som er formand for Udvalget for Erhverv, Klima og Lokal udvikling, begrundede valget med disse ord:
“At være den bedste til det man laver, og samtidig være bedre for verden end ens konkurrenter – så stor er ambitionen hos Friis-Holm Chokolade. Og selv om det ikke altid har været lige let, så er Mikkel Friis-Holm lykkedes med at gøre den vision til virkelighed. Vinder af verdensmesterskaberne i chokolade 10 år i træk. Uden at gå på kompromis med den grundlæggende filosofi om at indkøbe kvalitets-kakaobønner direkte hos de mindre bønder i Nicaragua”.
En vinder i skarp konkurrence
For at komme i betragtning til erhvervsprisen skal virksomhederne opfylde mindst ét af disse kriterier:
· At virksomheden gennem de seneste år har skabt nye jobs i Lejre Kommune
· At virksomheden er innovativ
· At virksomheden er lokalt forankret
· At virksomheden tilbyder grønne løsninger
· At virksomheden arbejder med bæredygtighed i sit værdisæt
· At virksomheden aktivt gør noget for at brande det lokale erhvervsliv
Det er borgere i Lejre Kommune, som har indstillet kandidaterne via kommunens digitale platform til borgerinddragelse, www.vores.lejre.dk.
Friis-Holm Chokolade var i konkurrence med otte andre virksomheder og blev indstillet med denne motivation:
“Friis-Holm Chocolade medvirker til at gøre Lejre kendt ude i verden. De skaber den bedste kvalitet, som medvirker til at løfte alle os andre. De er en markør for bæredygtighed, her og ude i verden.”
Mikkel Friis-Holm kunne ikke selv være med til uddelingen, så i stedet blev det Victoria Agami, der fik overrakt både pris, diplom og blomster på vegne af Friis-Holm Chokolade.
Også hæder til publikums favorit
Borgerne har haft mulighed for at stemme på alle de indstillede virksomheder, og flest stemmer fik Restaurant Herthadalen, som dermed vandt publikumsprisen.
Kommunalbestyrelsesmedlem Susanne Borup fra Udvalget for Erhverv, Klima og Lokal udvikling var med på scenen og fortalte med disse ord, hvorfor Herthadalen var blevet indstillet:
”Den smukke, gamle Restaurant Herthadalen, som ligger i smørhullet mellem skovbryn og søbred ved Knapsø på Ledreborgs jorde, er kendt på hele Sjælland som stedet til fester og større events. Indehaver Mikkel Jerger og hans dygtige team har, med fokus på oplevelse og håndværk, lokale råvarer og spændende fortællinger fra lokalområdet og dets historie, givet gæsterne minder for livet igennem mere end 10 år.
Med udvidelse af eventafdelingen til også at omfatte Ledreborgs øvrige bygninger kommer Lejre på alvor på landkortet, når de store danske og internationale virksomheder holder fest.”
Eventmanager Mai Mikkelsen kom på scenen og modtog prisen på vegne af Herthadalen.
Ud over æren får hver af modtagerne også en pengepræmie fra kommunen: Vinderen af årets Erhvervspris modtager et gavekort på 5.000 kr. til aktiviteter for virksomhedens personale. Publikumsfavoritten modtager 2.000 kr. til aktiviteter for virksomhedens ansatte.