Krake i septembersol.

Bofælleskaber og lokalsamfund

Velkommen til Lejre Landsbyers faste hjørne i LejreMagasinet. Lejre Landsbyers bestyrelsesmedlemmer skriver på skift en klumme for at fortælle om alt det, der foregår i vores lokalsamfund. Lejre Landsbyer er en forening, som har til formål at synliggøre og styrke foreninger, landsbylaug, initiativer, ildsjæle på tværs af hele vores kommune.
 

Del denne artikel

Af Henning Kosack
suppleant til bestyrelsen i Lejre Landsbyer

Jeg vågner ofte om morgenen til klokkeklang fra den nærliggende Allerslev kirke. Snart efter høres lyse børnestemmer pludre udenfor mit vindue. Børnene er på vej i institution eller til skole. Det tænder en indre glæde i mig. Hvor er jeg heldig at bo her i bofællesskabet Krake i Lejre. Et dejligt sted at bo for en enlig pensionist. Jeg er alderspræsident i bofællesskabet, men føler mig under disse omstændigheder ikke gammel. Der er mange aktiviteter man kan være med i på lige fod på tværs af alder. Jeg kom med i Krake-projektet for fem år siden og det er nu tre og et halvt år siden vi flyttede ind. Det har været en spændende proces at være med til at opbygge et fællesskab her i det dejlige Lejre. Det har ikke været uden problemer og tovtrækkerier – især med bygherre og entreprenører. Men alt i alt er vi endt med et rigtig godt og stabilt sted for det gode liv. Krake har 27 lejligheder – en næsten ideel størrelse. Ikke større end at alle kender hinanden og stort nok til at alle ikke behøver være med i alt.

Men hvad betyder vi for lokalsamfundet? 
Der er bygget mange bofællesskaber i Lejre de seneste år. Foruden Krake er der Skråningen 1 + 2 i Lejre og Fridlev og også snart Sjællandsk Muld i Hvalsø. Ideen med bofællesskabet er netop at skabe et stærkt indre fællesskab præget af tolerance og hjælpsomhed og hvor vi deler med hinanden. Og målet er at skabe et godt socialt liv for alle. 

Men bofællesskaberne skal ikke blot være selvtilstrækkelige isolerede øer i lokalsamfundet. De skal også vise åbenhed og engagement i forhold til det omgivende lokalsamfund. Og det er med tiden lykkedes bedre og bedre. Mange er gået ind i lokale foreninger og initiativer indenfor mange forskellige områder som f.eks. klimakamp, børnekunst, musik, idræt og lokalpolitik.  Og mange har skabt sig lokale netværk der rækker langt ud over bofællesskabets egne rammer.

Bofællesskaber er en rigtig god boligform. Og det er en boligform i vækst. Bofællesskabernes styrke og ønske om at gøre en forskel vil uden tvivl blive en stor gevinst for lokalsamfundet.

Har du lyst til at se et af lejres bofællesskaber og høre om, hvordan det er at bo så tæt og se nogle af boligerne? Så arrangerer vi en rundvisning i Krake lørdag den 26. oktober kl. 14:00 – 16.00. Tilmeld dig på info@lejrelandsbyer.dk

Har du et initiativ, en forening eller et bylaug, som gerne vil dele jeres måde at organisere jer, eller fejre at I har fået sat gode fællesskaber i gang? Så kan din forening, dit initiativ, dit bylaug få synlighed og hjælp hos Lejre Landsbyer. Kontakt forperson Trine Krebs på info@lejrelandsbyer.dk

Har du et initiativ, en forening eller et bylaug, som gerne vil dele jeres måde at organisere jer, eller fejre at I har fået sat gode fællesskaber i gang? Så kan din forening, dit initiativ, dit bylaug få synlighed og hjælp hos Lejre Landsbyer. Kontakt forperson Trine Krebs på info@lejrelandsbyer.dk

Læs mere på www.lejrelandsbyer.dk

 


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig