Der var bl.a. afslag til Lejre Økologiske Frugtlunds ansøgning om 16.000 kroner til musik og sang, da det ikke er et nyt initiativ.
Det blev til fem afslag og fem bevillinger
På det seneste møde i Udvalget for Kultur, Fritid & Turisme behandlede man en række ansøgninger til Børne- og Kulturpuljen.
Tekst af Conny Probst.
LEJRE: Der var kommet 10 rettidige ansøgninger til første ansøgningsrunde for i alt 393.000 kroner.
Fem ansøgninger fik tilsammen bevilget tilskud på 114.000 kroner:
Hvalsø Bio fik 6.000 kroner (ansøgt om 10.000 kroner) til ErindringsBio – et filmtilbud til mennesker med demens.
Lejre Høstfestival fik bevilget 35.000 kroner (ansøgt om 45.000 kroner), det samme gjorde Hvalsø Kultur, der havde søgt om 50.000 kroner.
Kulturkaravanen fik bevilget en underskudsgaranti på 30.000 kroner (ansøgt om et tilskud på 50.000 kroner) og Børnebylauget i Kattinge fik de ansøgte 8.000 kroner i tilskud til en cirkus workshop til årets sommerfest.
Fem afslag
Kunstgruppen Locus fik afslag på en ansøgning om 19.000 kroner til en kunstudstilling og en kort videodokumentation med den begrundelse, at det ikke var et nyt initiativ, og at 6.000 kroner af det ansøgte beløb var til en video om kunstgruppen til brug for PR.
Lulle Zahle fik afslag på en ansøgning om 45.000 kroner til rytmik til børn i Lejre, dagtilbud og ”åbent værksted”. Det er et parallelt tilbud i forhold til musikskolens og Drontens rytmikforløb i dagtilbud, var en af begrundelserne for afslaget.
Hvalsø Byforum havde søgt om 50.000 kroner til underholdning til pinsefesten, men fik afslag, da man har fået bevilget 50.000 kroner i tilskud fra Landsbypuljen under Udvalget for Erhverv, Klima & Lokal udvikling.
Der var også afslag til Lejre Økologiske Frugtlunds ansøgning om 16.000 kroner til musik og sang, da det ikke er et nyt initiativ.
Fjordskolen havde søgt om 100.000 kroner til e-sport udstyr. Her var begrundelsen for afslaget, at ansøgningen ikke ligger ikke inden for puljens kriterier, at initiativet ikke er åbent for alle, og der er tale om en privat virksomhed, som søger tilskud til udstyr af blivende karakter.