Nationalpark plan Lejre

Nationalparkplanen har fem overordnede temaer, se mere i artiklen nedenfor.

Ny Nationalpark-plan vedtaget

Nationalparkplanen for 2024-2029 beskriver de indsatser, som nationalparken skal arbejde med de kommende seks år.

Tekst af Conny Probst.

SKJOLDUNGERNES LAND: I december 2023 kunne bestyrelsen for Nationalpark Skjoldungernes Land vedtage den nye nationalparkplan for 2024-2029. 

Forud har ligget mere end et års proces med borgermøder, indsamling af idéer fra offentligheden og senest også en høringsperiode på 12 uger, hvor alle havde mulighed for at komme med indsigelser til udkastet.

Den færdige nationalparkplan ligger nu klar i en digital udgave på nationalparkens hjemmeside, og til de særligt interesserede også i trykte udgaver hos nationalparkens sekretariat på Ledreborg Allé 2A.

Fem temaer
Nationalparkplanen er den anden plan i Nationalpark Skjoldungernes Lands historie. 

Planen bygger i høj grad videre på det arbejde og de resultater, der er udført og opnået i den første planperiode. Mange af de aktiviteter, der er iværksat, videreføres også. 

Men planen rummer også en lang række initiativer, der udspringer af erfaringer og idéer fra første planperiode samt forslag og idéer fra borgere, bestyrelse og nationalparkråd.

Planens udarbejdelse har strakt sig over to år. Processen er faldet sammen med udskiftningen af nationalparkens bestyrelse og råd den 30. april 2023. 

Derved har den afgående bestyrelse og det afgående råd kunnet give anbefalinger og erfaringer videre i et første planudkast, som den nye bestyrelse derefter kunne tage udgangspunkt i og arbejde videre med.

Handlingsplanen er opbygget efter samme skabelon som i den første plan; Fem temaer med hver deres indsatsområder og under liggende indsatser: 

Tema 1: Natur og Landskab. 

Tema 2: Kulturhistorie og Kultur. 

Tema 3: Friluftsliv. 

Tema 4: Formidling, Undervisning og Forskning. 

Tema 5: Lokalsamfund, erhverv og turisme. 

Noget af det, som er nyt i den netop vedtagne plan, er en øget indsats for at forbedre natur- og miljøforholdene i Roskilde Fjord. Blandt andre nye fokusområder er arbejdet med frivillige og en øget involvering af frivillige i projekter, for eksempel naturpleje-projekter.


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig