Det bliver en kunstgræsbane uden ”fyld”, der etableres på Stationsvej i Kirke Hyllinge. 

En kunstgræsbane opbygges på et underlag af sten og grus med en pude, der fungerer som en slags fjedrende underlag. 

For otte millioner kroner kunstgræs

Det bliver en kunstgræsbane uden ”fyld”, der etableres på Stationsvej i Kirke Hyllinge. 

Tekst af Conny Probst.

KIRKE HYLLINGE: I forbindelse med vedtagelse af budget 2024-27 har kommunalbestyrelsen bevilget otte millioner kroner til etablering af en kunstgræsbane i Kirke Hyllinge på baggrund af henvendelse fra KHIF og Bramsnæsvig Fodbold.  

I slutniungen af maj blev der bevilget 100.000 kroner til opstart af forundersøgelser, ekstern miljørådgivning og rådgiverhonorar. 

Nu har udvalget for Kultur, Fritid & Turisme debatteret rapporten og anbefalet kommunalbestyrelsen, at der etableres en kunststofbane uden ”performanceinfill” på matrikel 13F, Stationsvej 14a i Kirke Hyllinge. 

En bane uden ”infill”
En kunstgræsbane opbygges på et underlag af sten og grus med en pude, der fungerer som en slags fjedrende underlag. 

Oven på dette underlag udlægges et tæppe lavet af syntetiske fibre, der er vævet sammen til en overflade, der ligner græs. 

For at give stabilitet og styrke til kunstgræsset fyldes tæppet med fint fyldstof, som også kaldes infill. Traditionelt har man anvendt gummigranulat som infill, da gummiens egenskaber har været andre overlegne. 

De seneste år er der sket en udvikling indenfor kunstgræsområdet, og EU vedtog i foråret et direktiv, der forbyder de gummigranulater, der i dag anvendes som fyldstof i kunstgræsbaner.  Dette gøres med en udfasningsperiode på otte år. 

Det betyder, at den type kunstgræsbaner, der er anlagt i Hvalsø, Allerslev og Osted, ikke kan etableres i Kirke Hyllinge, og at anlægsudgiften i dag er væsentligt højere end tidligere.  

Derfor har Kommunalbestyrelsen reguleret det afsatte beløb i budget 2024-2027, således at der nu er et anlægsbudget på otte millioner kroner– mod tidligere 5,7 millioner kroner.

Hårdt for støvler og hud
De nye typer kunstgræsbaner uden gummigranulat konstrueres anderledes og er både dyrere at anlægge og anderledes at drifte. 

Rapporten anbefaler etablering af et af tre efterhånden gennemtestede systemer, og udvalget har bestemt sig for en kunstbanetype uden”performanceinfill”. 

Af ulemper nævnes blandt andet, at systemet om vinteren kan virke hårdt, hvis der ikke presaltes, og at det kan opleves hårdt for fodboldstøvler og bolde og i forbindelse med hudkontakt.

Det system, som udvalget anbefaler over for kommunalbestyrelsen har – udover at kunne anvendes flere timer årligt – også en længere levetid end de to andre løsninger. 


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig