Eng-brandbæger på Sæbyvej.
Vær varsom med de gule blomster – de kan være giftige
Rundt omkring langs vejene vokser der giftige, gule blomster i form af eng-brandbæger og gul pastinak. Den ene er giftig for dyr, den anden for mennesker.
Tekst og foto af Conny Probst
LEJRE: Det er fristende at plukke en buket af de smukke, vilde sommerblomster, der vokser langs veje og i grøfter.
Men man skal være klar over, hvad det er, man plukker. Eller i det mindste, hvad man ikke skal plukke.
Til sidstnævnte kategori hører Vild Pastinak (Pastinaca sativa/gul pastinak). Den fine plante har gulgrønne farver, der frister mange mennesker til at plukke en buket. Men lad endelig være: Vild pastinak kan nemlig være meget giftig.
Så giftig, at Naturstyrelsen advarer mod at komme i berøring med planten, der kan medføre sår og store vabler.
Solens stråler
Det er højsæson for pastinak, der er en skærmplante med gule blomster, som blandt andet vokser i grøfter og skovkanter og langs veje og stier.
Den op til to meter høje plante er i familie med bjørneklo og indeholder ligesom den giftstoffet furanokumarin.
Får man plantens saft på sig, kan sollys udløse vabler og sår, der minder om brandsår.
Heldigvis ligner pastinak ikke umiddelbart andre planter i naturen, og den er derfor svær at forveksle med andre vildtvoksende planter.
Når solen skinner, skal man passe ekstra meget på; det er solens stråler, der aktiverer giften, som kan resultere i et smertefuldt udslæt.
Saften fra pastinak indeholder heldigvis ikke så meget aktivt giftstof, så reaktionen er ikke så voldsom som ved kontakt med bjørneklo.
Er man uheldig at få saften fra den vilde pastinak på sig, er det vigtigt at skylle huden grundigt med vand.
Derudover skal man undgå at udsætte huden for sollys i op til en uge for at mindske risikoen for, at huden bliver rød, irriteret og fyldt med de væskefyldte blærer.
Eng-brandbæger
Eng-brandbæger er en vidt udbredt høj, gul kurvblomst, der typisk vokser på græssede enge.
Arten er giftig og kan være problematisk for køer og heste, hvis den kommer i foderet.
Den findes typisk på græssede enge, overdrev, brakmarker, i vejrabatter og på skråninger, men kan i øvrigt vokse de fleste steder.
Planten er en vigtig foderplante for omkring 200 arter af insekter.
