Ingrid B. Nielsen øver sig på sækkepibespillet et kvarter hver eneste dag.
Sækkepiben blev hendes skæbne
Ingrid Borg Nielsen har spillet sækkepibe siden 1977. Og det har hun tænkt sig at fortsætte med.
Tekst og foto af Conny Probst
HVALSØ: – Jeg kommer fra et hjem med klaver, og en kort overgang spillede jeg guitar. Men det er sækkepiben, jeg har holdt ved alle årene, fortæller Ingrid Borg Nielsen.
Hun er bankuddannet og er tillige engelsk korrespondent. Da den eksamen også var overstået, skulle der ske noget nyt. Og ind af postkassen på Østerbro, hvor hun dengang boede, dumpede der i 1977 brochurer fra aftenskoler, hvoraf to tilbød sækkepibe-undervisning.
– Jeg havde altid elsket at se tattoo i fjernsynet, så det ville jeg da prøve. Den ene underviser, Palle Schjerning, var kunde i banken, så jeg valgte hans kursus, fortæller Ingrid Borg Nielsen.
Fløjtespil
Undervisningen foregik på en lille øvelsesfløjte.
– Den spillede jeg på det første år. Det hele er et spørgsmål om teknik; læberne skal trænes op.
– Foruden at lære blæseteknikken, skal man også lære noderne og kunne alle melodierne udenad.
– Sækkepibespillere går jo ikke med noderne foran sig, når de spiller.
Efter et års undervisning bestilte Ingrid Borg Nielsen en sækkepibe i Skotland.
– Jeg fandt en skotsk pipemaker. Sækkepiben var en stor investering, siger hun.
– Rør hedder ”cones”. Der er en bas og to tenorer. Spillerøret hedder chanteren.
– Det er det femte rør – blowpiperen – man puster i, forklarer hun.
Propper i
Med sækkepiben i hus begyndte undervisningen med, at der blev sat propper i conerne – rørene.
– Så kunne jeg få lyd ud af chanteren. Efterhånden som jeg blev dygtigere, blev propperne taget af rørene et ad gangen. Det er meget væsentligt, at man kan holde lufttrykket konstant.
– Man skal kunne multitaske; spille, gå og kunne alle melodierne udenad, siger hun.
Allerede efter det første år med sækkepiben, stillede Ingrid Borg Nielsen op til begynderkonkurrencer.
– Det gik godt. Men jeg øvede også hver dag. Det gør jeg stadig; mindst et kvarter hver dag.
– Jeg gik på aftenskolen i rigtig mange år. Palle Schjerning ville gerne bygge et band op, så vi skulle også finde nogen, der kunne spille på tromme.
Sporran og Shiag Dubh
Omkring 1990 så ”Gordon Pipes og Drums” dagens lys, og Ingrid Borg Nielsen har været med fra starten.
– Forbilledet var Gordon Highlanders. Det er dem, vi har kopieret.
– Så skulle jeg købe uniform. Det var heller ikke billigt.
Uniformen består af en kilt (en herre-uniform). Der er ingen lommer i kilten, så der skulle også en taske – en sporran til.
Hertil et par lange uldne sokker, hvor der stikkes en Sgian Dubh – en sort kniv ned i skaftet på den højre sok, hvis man vel at mærke er højrehåndet.
Så en skjorte, en vest, en jakke og et slips.
– Det er den lille uniform. Til den store uniform hører der blandt andet også en plaid, som man slynger rundt om brystet, en speciel jakke, hvide gamacher mv.
– Det er et større udstyrsnummer, siger hun.
Bandet spiller til mange forskellige arrangementer. Julefrokoster, sølvbryllup, bryllup, barnedåb, gadefester, jubilæer, salgsfremstød mv.
Silvia og John Munro på Ledreborg Gods er protektorer for bandet, der kan opleves flere gange i løbet af godsets livsstilsdage i pinsen.
– Vores sidste optræden var i Royal Arena, da André Rieu optrådte der, fortæller Ingrid Borg Nielsen.
Gordon Piper og Drums har et repertoire på omkring 50 melodier.
– Jeg kan spille flere hundrede melodier på sækkepiben.
– Og jeg bliver ved med at spille, lige så længe jeg kan puste, siger hun.
