Pink og Lajla er meget stærkt forbundet. Lajla bruger mellem to og fire timer om dagen sammen med sin hest.

Hesten kommer altid i første række

Når 74-årige Lajla Hornshøj taler om ”nye sko”, er det ikke til hende selv, men til hendes pony Pink.

Tekst og foto af Conny Probst

OSAGER: – Det er et stor og dejligt stykke arbejde, som mange ikke troede, kunne lykkes, siger Lajla Hornshøj, da vi mødes på Hvalsøvej 27, hvor 14-årige Orchids’s Pink står opstaldet.
Hesten, der er 50 procent araber, 25 procent New Forest og 25 procent Palomino, hentede Lajla Hornshøj i Ikast, da den var fem år gammel.
Den skulle aflives, siger hun og stryger Pink kærligt over ryggen. Den skulle have været dressur- og springhest, men stutteriet magtede hende ikke. Hun var håbløs i deres øjne, havde stået fire måneder stort set alene og var blevet menneskesky og bange for alt og alle.
Lajla Hornshøj fik lov til at købe ponyen for slagteprisen. Pink blev indlogeret på samme sted som Lajla’s gamle hest Laeca og anbragt i en boks, hvor hun var skærmet fra at få for mange indtryk. Efter to år døde Laeca, 21 år gammel.
Laeca var en fantastisk læremester for Pink i sine sidste år.

En håndhest

Lajla Hornshøj lavede en masse med sin gamle hest i folden – der var indrettet til de to – så Pink bare kunne se på.
Jeg startede jeg med at ae hende på afstand, så jeg ikke overskred hendes grænser. Efter to uger kunne jeg begynde at røre hende, og efter en måned red jeg på Laeca og havde Pink ved siden af som ”håndhest”.
Lyset var slukket i hendes øjne; det er tændt nu. Jeg har også fået opbygget hendes tillid til andre mennesker. I dag er hun en fantastisk ridehest. Jeg har haft hende med til alt, og når jeg holder hende i hånden, så kan vi gå gennem ild og vand sammen.
Fra starten var den vigtigste opgave at opbygge integritet, selvværd og tillid. Jeg gik rundt med begge heste i Hvalsø, så Pink kunne blive fortrolig med en masse ting. Jeg går meget op i, at det er et samarbejde. Det handler om tålmodighed, kærlighed og om at lytte og forstå min hest, siger Lajla Hornshøj, der har tilbragt mange timer med Pink i folden (med madpakke og kaffe) og i boksen med en bog i hånden.

Dressur

Efter tre år flyttede Lajla og Pink til en opstaldning i Kirke Eskilstrup. Her tog en af de andre hestepiger Pink under sine vinger og uddannede hende til dressurhest.
Til stævnerne, hvor Pink konkurrerede mod store heste, fik hun altid præmier med hjem.
Jeg kunne stadig ikke ride hende pga. fysiske udfordringer og fik efterfølgende en 15-årig pige til at tage hånd om Pink og fortsætte hendes uddannelse i dressur- og springverdenen. Til ponystævnerne blev det også blev til præmier hver eneste gang.

Alle ugens dage

For fire år siden startede Lajla og Pink på voksenridelejre på Lemmingegård, hvor Pink i dag er opstaldet.
Det var Pinks og mine ferier. Charlotte Lemming har fået hjulpet mig op på ryggen igen, efter at jeg havde udviklet rideangst. Jeg rider en del rundt i skoven nu. De sidste to gange har Pink og jeg været alene afsted.
Hver dag er en ny dag, hvor vi finder ud af, hvad jeg selv vil, og hvad hesten vil. Om den står på en gåtur, på ridning, på mountain-trail -banen osv. Jeg er meget bevidst om at gøre hende stærk både fysisk og i sind og sjæl.

Pink kommer først

Lajla Hornshøj undværer gerne alt:
Min pension rækker kun til Pink, så det er hende, der får nye sko, massage, godt foder og tandlægebesøg.
Jeg undværer gerne tøj, fordi jeg har hest. Min hest skal ikke have dårligt foder, fordi jeg selv vil have noget.
Familien får ikke de store gaver mere. Pengene går til min hest. Jeg kommer heller ikke ud at rejse. For mig er hun et ansvar, jeg har påtaget mig med alt, hvad det indebærer. At Pink har et godt hesteliv er min højeste prioritet.